Klæder de unge på til erhvervslivet

”Vi har spurgt byen hvad der er brug for, så vi prøver at oprette nogle job som der rent faktisk er arbejde inden for"

Klæder de unge på til erhvervslivet Fra venstre, Henrik Lykke, Anna Larsen, Mette Lynge Nielsen og Omran Shahin i Thumbs up-shop. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Et samarbejde mellem Ung Kalundborg, Y-Camp og Tryghed og Trivsel skal få endnu flere unge ud i et fritidsjob og på den måde blive klædt på til ’det rigtige arbejdsliv’.

En gruppe unge mellem 15 og 20 år, startede i tæt samarbejde med Tryghed og Trivsels boligsociale projekt i Kalundborg, den socialøkonomiske virksomhed Y-Camp, tilbage i efteråret 2018.

De unge i Y-Camp, tilbyder stort set alle former for forefaldende arbejde, det kan være oprydning, bilvask, sørge for at vande blomster på kontorer, havearbejde, feje fortov, ja mulighederne er mange, og ydelserne tilbydes til både firmaer og private.

Siden er det gået stærkt, specielt gruppen som laver havearbejde har haft travlt. Og for et år siden åbnede Y-Camp den socialøkonomiske butik Thumbs up-shop i hjørnebutikken på Kordilgade 58 hvor der sælges varer fra socialøkonomiske virksomheder fra hele landet, der tager overskuddet tilbage til virksomhederne og foreningerne, til fordel for deres medlemmer.

Nu bliver konceptet udvidet igen, ungdomsklubben Ung Kalundborg går nu også ind i samarbejdet med at få unge ud i et fritidsjob så de på den måde er klar til erhvervslivet når de er færdige med skolen.

”Ung Kalundborg har skiftet kurs i forhold til de tilbud de har til de unge i Kalundborg Kommune, et af de tilbud de har nu, er fritidsjob-tænkningen, fritidsjob er tænkt ind i ungepolitikken generelt i Kalundborg Kommune, for fritidsjob ved vi virker. Vi opretter hold sammen med Ung Kalundborg til unge der gerne vil have et fritidsjob og så tilknytter vi dem Y-Camp og så skaber vi fritidsjob sammen, vi klargøre de unge til at komme ud i erhvervslivet” fortæller Henrik Lykke, der er ansvarlig for Y-Camp og tilsluttet Tryghed og Trivsel.

”Og så handler det om at skabe en mere ensrettet ungekultur, så det ikke er unge her og unge der, men en samlet gruppe som hedder, vi er én ungdom i Kalundborg der gerne vil være fælles om ting sammen,” siger Mette Lynge Nielsen fra Tryghed og Trivsel.

Ung Kaffe

En af de nye tiltag er en ”Baristauddannelse” hvor unge tilknyttet Ung Kalundborg i et tæt samarbejde med Y-Camp og Shaun Gamble fra Costa Kalundborg Kaffe, trænes og kvalificeres i kaffesorter, ristning og smag, så de kan brygge en gedigen kop kaffe i de unges egen café UngCafé” på Skovbrynet og samtidig kvalificeres til at kunne søge et reelt fritidsjob på en Café efterfølgende. Undervejs i forløbet skal de unge desuden igennem et hygiejnekursus og trænes i almen arbejdsmarkedsforståelse.

”De unge skal lære at lave kaffe og have kendskab til kaffe, ønsket er så, at vi uddanner nogle baristaer som så kan søge job på byens caféer,” fortæller Henrik Lykke.

”Vi har spurgt byen hvad der er brug for, så vi prøver at oprette nogle job som der rent faktisk er arbejde inden for, det er også derfor vi lige nu arbejder med planer om job for de unge på plejehjem, så de kan gøres klar til en uddannelse inden for netop det område,” fortæller Mette Lynge Nielsen.

Der er altid tilsluttet en voksen mentor fra Y-Camp som støtter op indtil den unge, er selvkørende, og derfor kan Y-Camp godt bruge flere frivillige voksne som kan påtage sig mentor rollen.

Del