Kirke bliver til søfartsmuseum

Bethesdakirken, der ligger i Kalundborg midtby, er dog blot midlertidig ramme om søfartsmuseet.

Kirke bliver til søfartsmuseum Lørdag den 18.juni åbner Kalundborg Søfartmuseum udstilling i Bethesdakirken i midtbyen. Her er formand Tommy Dinesen midt mellem de mange udstillede genstande. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nu får Kalundborg sit søfartsmuseum. Lørdag den 18. juni kl. 10 åbner de udstilling i Bethesdakirken i Kalundborg. Kirken dannede tidligere ramme om metodistmenigheden i Kalundborg. Bygningen er lejet for sommeren med støtte fra Kalundborg Kommune, Sømændenes Forbund og Kalundborg Havn.

Bethesdakirken, der ligger i Kalundborg midtby, er dog blot midlertidig ramme om søfartsmuseet. Kalundborg Søfartsmuseum arbejder på at finde varigt ophold i lokaler tættere på vandet – gerne i nærheden af Havneparken, hvor folk færdes og gerne sammen med andre maritimt historiske aktiviteter.

Lige nu åbner søfartsmuseet for en udstilling om Otto Stoltenberg, der var marinemaler. Udstillingen på søfartsmuseet omfatter et rigt udvalg af tegninger og malerier af den produktive marinemaler, der stammer fra Kalundborg. Der vil også være skibe at se som modeller. De fleste af disse kommer fra Overfartsmuseet i Korsør.

”Nu kalder vi Bethesdakirken for Sømandskirken. Man kan også se gamle skibsradioer og høre aktuel radiokommunikation, som den udspiller sig på Kalundborg Fjord lige nu. Ligesom man kan se en lodsning gennem Storebælt optaget på video,” fortæller Tommy Dinesen, der er formand for foreningen Kalundborg Søfartsmuseum. 

Billederne af Otto Stoltenberg er strømmet til Kalundborg Søfartsmuseum fra mange sider, nogle som gaver andre som udlån. Ud over de billeder, der står på udstillingen, bidrager Kalundborg Lokalarkiv med diasshow af de Stoltenberg-billeder, lokalarkivet har.

Otto Stoltenberg døde i 1988, men hans datter, Tove Cravens, vil besøge udstillingen 8. juli. Hun bor nu i USA, men kommer her sammen med en datter og et barnebarn for at se udstillingen. Udstillingen er åben i weekender i sommermånederne bemandet af frivillige fra foreningen Kalundborg Søfartsmuseum.

Del