Kandis spiller op til 50-års jubilæumsfest

Billetsalget starter lørdag d. 16. oktober og der er kun 500 billetter til salg

Kandis spiller op til 50-års jubilæumsfest

Af Jens Nielsen

Støtteforeningen for Svebølle boldklub, OLD SBI har 50-års jubilæum i 2022 og det skal naturligvis fejres. Derfor inviteres der til stor halfest i Svebøllehallen. Billetsalget starter lørdag d. 16. oktober.

Støtteforeningen OLD SBI har i 50 år glædet Svebølle Boldklubs medlemmer med støtte igennem alle disse år, og medlemmer af OLD SBI knokler året rundt for at tjene penge ind til det gode formål.

Blandt flere opgaver som Old SBI hjælper til i løbet af et år kan nævnes Komo Rally, Indendørs fodboldstævne i Svebølle, Kalundborg Rock og mange flere.

50-års jubilæet skal naturligvis fejres, og derfor inviteres der til hele syv timers non stop musik samt en lækker 2- retters menu, lørdag d. 28. maj 2022 i Svebøllehallen.

Det bliver populære Kandis som står for den musikalske underholdning og med en DJ i pauserne.

Billetterne til den store 50-års jubilæumsfest kan købes i forsalg lørdag d. 16. oktober mellem kl. 10.00-12.00 i Svebøllehallens cafeteria og de resterende billetter vil blive solgt på nettet, Svebølle Brugs samt hos Punkt 1 Kalundborg.

”Så skynd dig afsted hvis du skal nå at få fat i en af de kun 500 billetter som sælges,” lyder opfordringen fra Johnny Elmelund fra OLD SBI.

Kandis glæder sig til at starte tourbussen og sætte kursen mod Svebølle til næste forår for, at præsentere både de nye sange og en masse af de største hits fra en lang og glorværdig karriere, som nu i 2021 kører på 32. sæson.

Kandis er uden sidestykke det mest populære orkester i Danmark.

Kandis består af: Johnny Hansen – sang, guitar, Jens Erik Jensen – keyboard, Jørgen Hein – bas, Frank Thøgersen – trommer, Steffen Brix – guitar.

Del