Kandidatstuderende står i kø for at komme til Kalundborg
Konkurrencen strækker sig over to weekender: Først i Kalundborg fra 10.-12. marts efterfulgt af et finalearrangement på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby den 17. marts.

Af Jens Nielsen
Denne weekend gæster 50 universitetsstuderende Kalundborg for at løse bioteknologi- udfordringer for Novo Nordisk og Kalundborg Symbiose – og mange står på venteliste.
For første gang nogensinde afholdes Biotech Case Competition, som er en case-konkurrence målrettet kandidatstuderende med interesse i bioteknologi fra danske universiteter. Det er frivilligt at deltage i konkurrencen, hvor de studerende bliver stillet en udfordring, som de skal løse og præsentere svar på, oplyser Knowledge Hub Zealand i en pressemeddelelse.
Biotech Case Competition er en del af erhvervsfyrtårnsindsatsen ”Biosolutions Zealand”, som er skabt af en lang række partnere finansieret af en bevilling på 60,4 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
De studerende vælger mellem to cases: Én om fermentering i samarbejde med verdens største insulinfabrik Novo Nordisk eller en om ressourceudnyttelse i samarbejde med Unibio og Boehringer Ingelheim som en del af verdens førende industrielle symbiose Kalundborg Symbiose.
Konkurrencen strækker sig over to weekender: Først i Kalundborg fra 10.-12. marts efterfulgt af et finalearrangement på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby den 17. marts.
I Kalundborg indlogeres de studerende på Danhostel, men de vil i løbet af dagen befinde sig i forsknings- og uddannelsescenteret Helix Lab, hvor de i samarbejde med deres allokerede gruppe skal udarbejde en case-løsning.
”Vi glæder os meget til at byde de studerende velkommen, så de kan mærke nærheden til Kalundborgs industri, så de kan fornemme den særlige stemning, der er så unik for byen, og ikke mindst så de ved selvsyn kan opleve de mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder, som Biotekbyen tilbyder,” siger Projektleder hos Knowledge Hub Zealand Camilla Mollerup Top, inden hun fortsætter:
”Alt det ved vi jo; os, der bor og arbejder her, men vi var spændte på, om studerende fra hele Sjælland ville afsætte næsten to hele weekender til konkurrencen. Den bekymring kunne vi have sparet, for på under en uge var alle pladser optagede, og der står mange på venteliste.”
DTU’s koncerndirektør Carsten Orth Gaarn-Larsen supplerer:
”Vi er rigtig glade for at se den store interesse fra de studerende. DTU harallerede et stærkt samarbejde med virksomhederne og vidensmiljøet i Kalundborg, og fra september i år udbyder DTU en erhvervskandidatuddannelse i Biomanufacturing med tilknytning til industrien i netop Kalundborg.”
Biotekbyen i vækst
Med sin høje koncentration af bioteknologiske virksomheder kendes Kalundborg også som Biotekbyen: En by som lige nu er på en historisk vækstrejse med udvidelse af eksisterende produktionsanlæg, og hvor mange nye virksomheder kommer til.
Biotech Case Competition organiseres som et led i erhvervsfyrtårnsindsatsen Biosolutions Zealand, hvor en lang række partnere arbejder for at gøre Sjælland til et globalt fyrtårn for biologiske løsninger.
Case-konkurrencen er et af mange tiltag, som skal bidrage til at sætte fokus på de mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder, som Nordvestsjælland og særligt Kalundborg tilbyder med henblik på tiltrækning af den kvalificerede arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger.
Konkurrencen organiseres af DTU, Roskilde Universitet (RUC) og Knowledge Hub Zealand med økonomisk støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU.