Kan man nu ikke engang give udtryk for sin holdning?.

Læserbrev: Kan man nu ikke engang give udtryk for sin holdning?

I sidste uge gav KB-medlem Aase Due på Facebook udtryk for, at hun gerne så storskærmsarrangementer i Havneparken i forbindelse med EM og Danmarks fantastiske resultater. Men det er åbenbart ikke velset.

Det er rystende at Aase, på et udvalgsmøde, bliver angrebet for at give udtryk for sin holdning offentligt. Aases brøde er åbenbart, at hun laver en opdatering på Facebook, som en journalist synes er en god historie og skriver den. 

Efter at have genlæst Aases Facebook oplag og avisartiklen i Nordvest Nyt, der handlede om at skaffe EM i fodbold på storskærm til havneparken, er det uforståeligt at Aase skal udsættes for så personlige angreb. Aase holder en sober tone, går efter bolden og ikke manden. Aase har på ingen måde hængt hverken udvalg eller administration ud. Det med at gå efter bolden mener vi, er en klar styrke som Aase mestre til fulde. 

Socialdemokratiet i Kalundborg stiller sig undrende over, at det skulle være så besværligt at stable sådan et arrangement på benene. Bare i løbet af de seneste dage, har man kunnet læse og høre i dagspressen, at der er kommuner, som har skaffet tilladelser inden for 1 -til 5 dage, og andre kommuner har udvidet antallet af gæster helt op til 4000 personer. Det ønsker vi egentlig også kunne lade sig gøre i Kalundborg, og det er det Aase giver udtryk for i sit Facebookopslag.

I Socialdemokratiet vil vi gerne slå et slag for den kulturelle udvikling i Kalundborg Kommune generelt. Havneparken kunne være et godt sted at genstarte de fælles oplevelser efter coronanedlukningen. Det gav Aase udtryk for og det støtter Socialdemokratiet i Kalundborg fuldt op om. Vi skal i kommunen strække os langt, så vi igen kan være sammen i festligt lag. 

Hvor der er vilje, er der vej. Så vi tænker også, at der må da kunne gøres noget! 

På vegne af Partiforeningen Røsnæs, Raklev og omegn, formand Maja G. Hansen, gruppeformand Gunver Jensen Socialdemokratiet i Kalundborg, formand Lars Kuhre Mortensen

Del