Minister indviede anlæg: Kan blive nyt dansk væksteventyr

Nu er det ambitiøse projekt så langt, selv om der stadigvæk mangler rørforbindelser mellem det rustfrie produktionsudstyr, at erhvervsminister Morten Bødskov mandag formiddag kunne indvie anlægget.

Minister indviede anlæg: Kan blive nyt dansk væksteventyr
Lulu Harms Larsen, der er direktør og medstifter i FermHub Zealand, bød erhvervsminister Morten Bødskov og de mange inviterede gæster velkommen mandag formiddag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I Gørlev, står nu bio-fermenteringsfaciliteter på europæisk topniveau klar til virksomhederne. Mandag indviede erhvervsminister Morten Bødskov (S) Danmarks første fuld skala-demonstrationsanlæg for industriel biofermentering.

Med udsigt til voksende klimaudfordringer og 10 milliarder mennesker i 2050 er markedet for fødevarefermentering eskaleret kraftigt de seneste år. Testfaciliteterne til industriel biofermentering matcher imidlertid ikke det danske innovationsniveau, og det er problematisk, hvis de gode idéer skal opskaleres og realiseres. En udfordring Lulu Harms Larsen, der er direktør og medstifter i FermHub Zealand, selv kendte til, da hun sammen med sin nu afdøde mand, Steen Brock, Christopher Kjølby Jensen og Christian Kjølby i 2018 satte sig for at udvikle Danmarks første moderne testcenter til industriel biofermentering i og ved Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev.

Energi- og fibernetkoncernen, Andel har investeret 10 mio. kr. i etableringen af FermHub Zealand. Penge som først og fremmest er gået til leje og istandsættelse af en 3.000 m2 stor hal som FermHub Zealand har lejet af Nordic Sugar, samt til indkøb af udstyr til første demonstrationslinje.

Nu er det ambitiøse projekt så langt, selv om der stadigvæk mangler rørforbindelser mellem det rustfrie produktionsudstyr, at erhvervsminister Morten Bødskov mandag formiddag kunne indvie anlægget.

Her vil start ups, iværksættere og uddannelsesinstitutioner sammen med FermHub Zealand videreudvikle og opskalere biofermenterede produkter, som senere bliver til f.eks. proteiner og sunde Omega-3 fedtstoffer. Det er fx mikroorganismer som alger, bakterier, gær og svampe, der anvendes til at opgradere lokale restbiomasser fra landbruget, bl.a. sukkerroer, og fra fødevareindustrien. 

”Jeg er rigtig glad for i dag at kunne åbne FermHub Zealands demonstrationsfaciliteter, og jeg ser frem til at drøfte de videre skridt i udviklingen af samarbejdet og biosolutions som en dansk styrkeposition.  Det er fantastiske lokaler og imponerende udstyr som I har fået sat op. Det er et synligt bevis på et fantastisk samarbejde som har stået på i flere år,” sagde ministeren bl.a. i sin tale, og fortsatte,

”Stort tillykke med hvor langt i er nået nu, jeg er helt sikker på, at det her er vigtigt skridt af at gøre Region Sjælland til et verdensledende område inden for biosolution.”

At FermHub Zealand ligger i lige netop Gørlev skyldes først og fremmest, at det er her, Lulu Harms Larsen, direktør i Fermhub Zealand, selv bor og i forvejen driver sin fødevareudviklingsvirksomhed. Hun ejer desuden kontorfællesskabet for iværksættere på Den Gamle Sukkerfabrik, hvor FermHub Zealand også har kontorer.

Lulu Harms Larsen havde glædet sig til i dag, men var også en smule nervøs

”Det er en stor dag men jeg har også været lidt nervøs. Vi har pisket rundt til det allersidste for at blive færdig,” fortæller Lulu Harms Larsen.

Anlægget tages kommercielt i drift i 2024 og der er allerede interesse fra flere sider.

”Vi har flere som vi taler med og som er interesseret i at benytte anlægget og der er også planer om at udvikle med mere udstyr i resten af bygningen,” fortæller Lulu Harms Larsen.

Del