Kan bakterier erstatte kemi i tekstilfarvning? 

Studerende fra hele landet dystede i Kalundborg om at finde løsninger på FNs verdensmål igennem bioteknologi.

Kan bakterier erstatte kemi i tekstilfarvning? 
Torsdag mødtes gymnasieklasser fra hele landet i Biotekbyen Kalundborg til posterpræsentationer af deres idéer, eksperimenter og konklusioner for dommerpaneler på tværs af industri og uddannelser.  Privatfoto

Gymnasieklasser fra hele landet har netop dystet i Biotekmesterskaberne i Kalundborg om at finde løsninger på FNs verdensmål igennem bioteknologi. Vinderne af 1. præmien blev Fredericia Gymnasium, for deres innovative løsning til at begrænse kemi i tøjindustrien.  

243 elever fra 13 gymnasier fra Lyngby til Lemvig er i de seneste måneder trukket i kitlerne, for at tænke innovativt og lave eksperimenter hjemme i gymnasielaboratoriet. Torsdag mødtes de så i Biotekbyen Kalundborg til posterpræsentationer af deres idéer, eksperimenter og konklusioner for dommerpaneler på tværs af industri og uddannelser.  

De deltagende gymnasier deltog i år i cases inden for fermentering, spildevandsrensning og enzymaktivitet. 

Tre grupper, to fra Aalborg Tekniske Gymnasium og en fra Fredericia Gymnasium, gik videre til finalen, hvor de præsenterede deres projekter for alle deltagere og et finaledommerpanel bestående af dommere fra Unibio, Novo Nordisk, Novozymes og Absalon. Fredericia Gymnasium deltog med projektet ’Bakterier følger med trenden om genbrug og tøj’ og vandt 1. præmien på 10.000 kr. 

”Vi har set virkelig mange gode og innovative projekter i dag, så valget var svært. Fredericia vinder førstepræmien for deres nytænkning både i metode og anvendelse, hvor de har kigget på en af verdens mest miljøbelastende industrier, nemlig tekstilindustrien. Eleverne har undersøgt, hvordan man kan bruge bakterier til at farve tekstiler i stedet for kemiske farvestoffer. At de samtidig anvendte brugt fritureolie som vækstmedie for bakterierne, havde vi ikke set før, og det er en rigtig spændende idé med stort bæredygtighedspotentiale”, forklarer Christian Møller Pedersen fra finaledommerpanelet og uddannelsesleder fra Professionshøjskolen Absalon.  

Vindergruppen blev desuden rost for sin fængende og velforberedte præsentation, der fra start samlede publikums fokus omkring den kæmpe industri tøjindustrien tegner sig for.  

Aalborg Tekniske Gymnasium gik med både 2. og 3. præmien for projekterne ”Kombucha på grøn te” og ”3. generations bioethanol”.   

Industrien på spring efter biotekkompetencer 

Gymnasieeleverne kunne sideløbende med præsentationerne gå rundt i bedste messestil og møde biotekvirksomhederne fra Kalundborg og omegn. Her fik de syn for sagen for, hvad deres interesse for bioteknologi også kan bruges til på sigt i deres uddannelses- og karriereveje.

En af de deltagende virksomheder var Novozymes, som ud over at deltage i dommerpaneler også havde en velbesøgt stand ved eventen: 
 
”Biotekbyen Kalundborg er i rivende udvikling, og både i Novozymes, og i industrien generelt, oplever vi et stigende behov for arbejdskraft. Det er en af grundene til, at det er så vigtigt, at vi får de unges øjne op for de mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder her i byen. Vi har brug for endnu flere dedikerede talenter med passion for bio- og naturvidenskab – og ved at have fat i ”hele fødekæden” er vi godt på vej,” forklarer Steen Skærbæk, Senior Director i Enzyme Bulk Production hos Novozymes Kalundborg.  

Del