Kalundborgs borgere skal ikke betale en krone

Et byggeri, der ikke vil koste Kalundborgs borgere på pengepungen.

Kalundborgs borgere skal ikke betale en krone
Mandag den 24. oktober offentliggjorde Kalundborg Forsyning, Novo Nordisk og Novozymes et nyt milliardbyggeri. Foto fra mandagens pressemøde. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag den 24. oktober offentliggjorde Kalundborg Forsyning, Novo Nordisk og Novozymes et nyt milliardbyggeri. Et byggeri, der ikke vil koste Kalundborgs borgere på pengepungen. Det garanterer Kalundborg Forsynings direktør.

Det handler om det nye store køleprojekt til 1.4 milliarder, der i fremtiden skal køle produktionerne hos Novo Nordisk og Novozymes. Der er store perspektiver i det fremtidige fjernkøleanlæg, som kan levere en mængde overskudsvarme, der på sigt kan forsyne Holbæk Kommune med fjernvarme. Direktør for Kalundborg Forsyning, Hans-Martin Friis Møller, har imidlertid adresseret det store spørgsmål, hvem skal betale regningen?

”Det er i hvert fald ikke borgerne i Kalundborg eller vores andre kunder. Det samme gør sig gældende, hvis der skal lægges rør helt til Holbæk. Som eksemplet har været tidligere med store projekter ønsket af industrien i Kalundborg, er det dem, der betaler gildet. Det vil ikke lægge Kalundborgs borgere til last,” siger direktøren.

Nuværende lovgivning må ændres

I mange år har man talt om fjernkøl og overskudsvarme i Kalundborg. Nu kommer fjernkøleanlægget, men selv  om der er velvilje fra industrien til at sende overskudsvarmen videre og fra Holbæk til at modtage den, er det ikke bare ligetil.

”Hvis politikerne på Christiansborg mener det seriøst, når de taler om grøn omstilling og en udbygning af fjernvarmenettet, så skal vi have en tværgående politisk taskforce, der kan bane vejen for, vi kan forsyne Holbæk med fjernvarme,” siger Hans-Martin Friis Møller, og fortsætter: ”Vi bliver holdt tilbage af den nuværende lovgivning og de mange reguleringer. Jeg synes bare, det er synd, hvis alt den overskudsvarme skal gå til grunde i bureaukratiet.”

På nuværende tidspunkt er den helt store udfordring blandt andet, at et forsyningsselskab ikke må overskride kommunegrænsen, når de skal forsyne kunder med vand og varme.

Første spadestik til fjernkøleanlægget tages i starten af 2023 og forventes færdigt i midten af 2025.

Del