Kalundborg Vandrerhjem er solgt

De nye ejere vil drive stedet videre dels som vandrerhjem men også som et kraftcenter for idrætslivet med Idrætsklinik, Idrætsskadestue og fysiologisk testcenter.

Kalundborg Vandrerhjem er solgt
Den 1. august overdrager Ulrikka og Jens Worsøe nøglerne til Kalundborg Vandrerhjem til Maja og Thomas Helbo Jensen fra Kalundborg. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Maja og Thomas Helbo Jensen har købt Kalundborg Vandrerhjem af Kalundborg Kommune og vil drive stedet videre dels som vandrerhjem men også som et kraftcenter for idrætslivet med Idrætsklinik, Idrætsskadestue og fysiologisk testcenter. Parrets nuværende virksomhed FysioCenter Kalundborg flyttes også til Kalundborg Vandrerhjem.

Den 1. august overdrager Ulrikka og Jens Worsøe nøglerne til Kalundborg Vandrerhjem til Maja og Thomas Helbo Jensen fra Kalundborg.

Parret har netop skrevet under på købsaftalen med Kalundborg Kommune og de har store planer for fremtiden. Bl.a. vil parrets nuværende virksomhed FysioCenter Kalundborg, som har adresse på Vestre Havneplads, blive flyttet til Vandrerhjemmet 

Maja og Thomas Helbo Jensen ønsker aktivt at samarbejde på tværs, og bidrage til stærke symbioser indenfor sundhed, kultur og idræt, og glæder sig over det store og mangeårige arbejde der har skabt et godt fundament at bygge videre på.

”Vi sætter stor pris på sparringen med Jens og Ulrikka, og glæder os til at bygge videre på det gode renomme og fundament de har opbygget for Vandrerhjemmet” fortæller Maja Helbo Jensen og Thomas Helbo Jensen tilføjer ”Vi har en plan for både drift og målrettet udvikling med kort og langt sigte, så Kalundborgs nye BevægelsesCenter & Vandrerhjem kan understøtte liv i bevægelse. Det vil vi gøre i samspil med alle de aktører, som ønsker at bidrage til et Kalundborg i Bevægelse."

”Vi bor, lever, arbejder og driver allerede virksomhed i Kalundborg, hvor vores virksomhed FysioCenter Kalundborg er en del af det nære sundhedsvæsen, der hver dag løfter et ansvar for at bidrage til borgernes sundhed og trivsel,” fortæller Thomas Helbo Jensen og fortsætter ”motivationen for overtagelsen af Vandrerhjemmet er helt i tråd med den mission vi allerede er på i FysioCenter Kalundborg - hvor kerneopgaven er at skabe sunde liv gennem bevægelse, og hvor sundhed ses som et samspil mellem fysiske, mentale og sociale faktorer.”

Stærkt lokalt forankret

Maja og Thomas Helbo Jensen er stærkt lokalt forankret med gode samarbejdsflader til Idrætsforeninger, virksomheder og Kalundborg kommune, hvor der samarbejdes på flere områder, men parret har også planer for, at Vandrerhjemmet bliver kendt uden for kommunegrænsen.

”Vi ønsker netop at Kalundborg Vandrerhjem bliver kendt både lokalt og langt udenfor bygrænsen - som et sted man søger hen - både når man vil bevæges, og når man vil bevæge sig. Helt i tråd med den oprindelige vandrerhjemstanke - et sted for vandrere, som er på gennemrejse. Om rejsen så er kort eller lang - i sind eller krop - alene eller i fællesskab. Et sted, hvor man tjekker ud lidt sundere,” siger Maja Helbo Jensen og fortsætter ”Vi ønsker at gøre en forskel for både by og borgere, og vil meget gerne bidrage til at Kalundborg Kommune bliver kendt for symbioser indenfor kultur, idræt og sundhed. Symbioser båret af samme engagement og fremsynethed, som den Industrielle Symbiose Kalundborg er kendt og anerkendt for.”

Kalundborg Vandrerhjem overtages pr. 1 august og drives videre i samme ånd med fokus på service, imødekommenhed og bæredygtighed, med en videreførelse af certificering indenfor Grøn Nøgle og Det Økologisk Spisemærke. Dette med et team af kendte og erfarne mennesker, samt en uændret kundekreds, der tilbydes samme sengepladser og services.

Kalundborg Vandrerhjem kan tilbyde 111 sengepladser fordelt på 28 værelser, hvoraf 14 er handicapvenlige. Der er både trappe og elevator til 1. salen. Etageareal udgøre 2.266m2. Grundarealet udgør ca. 3.691 m2.

Del