Kalundborg skal farves gul – men hvor kommer pengene fra
Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening mener, at der skal være folkefest i Kalundborg
Tekst og foto af Jens Nielsen
Handelsstandsforeningen Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening havde mandag morgen indkaldt til Tour de France-opstartsmøde, hvor de gode idéer skulle koordineres. Kalundborg Kommune har imidlertid ikke afsat penge til andet end selve afviklingen af løbet, som vil trække tusindvis af mennesker til Kalundborg Kommune.
En af verdens største sportsbegivenheder, Tour de France, kommer gennem Kalundborg Kommune lørdag d. 2. juli 2022. Det store cykelløb vil trække tusindvis af mennesker til Kalundborg Kommune, der er alene tilmeldt 2.000 pressefolk.
Selve etapen gennem Kalundborg by er overstået på godt 10 minutter, men hele det store reklamecirkus, som kører foran cykelfeltet, starter allerede mindst to timer før, og byen vil være totalt lukket for trafik i fire til seks timer.
Derfor skal der arrangeres en række af tiltag, så både de mange gæster og lokalbefolkningen husker det år, hvor Tour de France kom gennem kommunen.
Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening havde mandag morgen indkaldt til Tour de France-opstartsmøde, hvor en række organisationer og enkeltpersoner var mødt op for at høre om planerne.
Med til mødet var også Cathrine Sinding fra Kalundborg Kommunes Kultur- og Fritidsafdeling. På spørgsmålet om hvor mange penge Kalundborg Kommune har sat af til Tour de France, kunne hun fortælle, at der kun er budgetteret med et beløb til selve afviklingen af løbet.
”Der er kun økonomi til drift og afvikling af selve cykelløbet, det er en politisk beslutning, ellers er der ikke sat penge af til andre aktiviteter, så vi sikrer selve afviklingen og koordinerer de forskellige tiltag, som andre arrangerer i forbindelse med cykelløbet, men som sådan kommer Kalundborg Kommune ikke til at arrangere noget,” sagde Cathrine Sinding til stor overraskelse for de fremmødte på morgenmødet.
Folkefest
Selv om Kalundborg Kommune ikke har sat penge af til aktiviteter i forbindelse med Tour de France, så mener Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening, at der skal være folkefest i Kalundborg, og foreslår, at der startes om morgenen d. 2. juli med et kæmpe morgenbord gennem hele byen, og at dagen sluttes af med et brag af en fest i havneparken lørdag aften.
”Vi skal vise, at Kalundborg er værd at besøge, vi vil arbejde sammen om at skabe en folkefest med fokus på de gode sammenhold, netværk og naboskab, og så vil vi være med til at skabe den gode historie om Kalundborg,” fortalte Svend Erik Kristensen og Hans-Henrik Nielsen, formænd for henholdsvis Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening.
En række forskellige idéer kom frem på mødet, bl.a. ideen om, allerede nu, at sætte en stor grøn portal op i Elmegade, for at markere, at her skal løbets første pointspurt afvikles d. 2. juli 2022.
Der var også forslag fremme om, at Vor Frue Kirke og radiomasterne på Gisseløre skal oplyses i gult, og der var også forslag om et børnecykelløb i en af ugerne op til, at Tour de France kommer igennem kommunen.
De mange idéer blev noteret ned, og der blev nedsat en styregruppe, som skal arbejde videre med idéer og forslag, bl.a. vil man prøve at søge en række fonde for, at få penge til de mange aktiviteter, der planlægges i forbindelse med, at en af verdens største sportsbegivenheder kommer gennem kommunen.