Kalundborg Rock’er: Masser af optimisme
Det tegner godt for Kalundborg Rock'er i næste uge, der loves godt vejr og billetsalget går godt.

Af Jens Nielsen
Styregruppen bag Kalundborg Rock’er er væsentlig mere optimistiske en uge før det første band går på scenen, end de var for bare få dage siden.
Der er kun en uge til Kalundborg Rock’er 2022 går i luften og derfor var en lang række af frivillige mødt op på festivalpladsen på Gisseløre lørdag for at sætte hegn og telte op. Der er nemlig rigtigt mange opgaver som skal løses før den første kunstner, kan gå på scenen, og her spiller de frivillige en stor rolle, uden dem ingen festival.
”Jeg skrev til en række fodbolddrenge fra både Raklev og Svebølle forleden dag, og så står der lige 15 mand da vi gik i gang i morges, det er superfedt, og under selve festivalen får vi hjælp fra Kalundborg Friskole, Kalundborg Badmintonklub og SBI i Svebølle,” fortæller pressetalsmand Johnny Elmelund.
På festivalpladsen bliver der mulighed for at købe flere forskellige slags mad, bl.a. får det Mexicanske Bøfhus et stort telt hvor der kan købes flere forskellige former for mad. Der kommer et telt med flæskestegssandwich, en bod med indisk mad og en bod med kebab.
Tivoliland for alle
Det tivoli som normalt ligger inde på selve festivalpladsen bliver i år flyttet uden for hegnet lige ved siden af indgangen, så alle kan benytte forlystelserne uden at skulle have en billet til selve festivalpladsen.
Adgang til Tivoli bliver gratis og her vil der også være mulighed for at købe både mad og drikke.
Lover godt vejr
Styregruppen bag Kalundborg Rock’er er optimistiske her en uge før det hele går løs på Gisseløre.
”Når vi ser på vejrudsigten for lørdag i næste uge, så lover de sol, 23 grader og næsten ingen vind. Samtidig er der kommet rigtigt godt gang i billetsalget de seneste dage, så vi kan kun være optimistiske lige nu,” siger Johnny Elmelund.