Kalundborg Kommune udkommer på bog

Inden længe udkommer det samlede bind om Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommune. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Trap Danmark udkommer i disse år i en 6. udgave, der beskriver alle Danmarks kommuners natur og landskab, historie, kultur, byer, samfund og erhvervsliv. Der er tale om et meget omfattende topografisk værk, der formidler den væsentligste viden om dansk geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst, arkitektur samt samfunds- og erhvervsliv.

I september 2021 udkommer det samlede bind om Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommune, der udgør bind 21 i det 34-binds store bogværk. Det markeres ved et foredrag i Kalundborg Hallen torsdag den 23. september kl. 19-21.

Værter er Biblioteksklubben, som i samarbejde med holdet bag Trap Danmark har sammensat et program. Aftenens program består af tre indslag: 

Trap Danmarks kommunikationsansvarlige Peter Lyth vil præsentere det omfangsrige projekt, og giver et overblik over indholdet. Dernæst går Traps kommunekonsulent og lokalhistoriker Palle Bruun Olsen tæt på Kalundborg Kommunes kulturliv og lokalhistorie, og til sidst vil fagredaktør Jacob Mollerup berette om erhvervsudviklingen. Undervejs vises billeder på storskærm, og i pausen og efter arrangementet vil det være muligt at købe Trap Danmarks bind om Kalundborg kommune, ligesom hallens restaurant vil sælge drikkevarer undervejs. 

Læs mere om arrangementet og køb billet via www.kalundborgbib.dk eller ved personlighed henvendelse til et af Kalundborg biblioteker. 

Del