Kalundborg Kommune kører ikke grønt

En ny undersøgelse om kommunernes bilpark, som De Danske Bilimportører har fået lavet, viser, hvor grønt hver kommune i Danmark kører. 

Kalundborg Kommune kører ikke grønt Kalundborg ligger på en 82. plads over de mindst CO2-udledende, kommunale bilparker. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kommunerne kan være med til at gøre en forskel for den grønne omstilling i det offentlige i forhold til, hvilket biler den enkelte kommune vælger. En ny undersøgelse om kommunernes bilpark, som De Danske Bilimportører har fået lavet, viser, hvor grønt hver kommune i Danmark kører. Kalundborg ligger på en 82. plads over de mindst CO2-udledende, kommunale bilparker.

De danske kommuners "bilflåder" består af 92,1% konventionelle biler og 7,9% grønne biler. Men i Kalundborg Kommune består den kommunale bilflåde af 98,9% fossile biler og 1,1% grønne biler, ifølge en ny undersøgelse foretaget af De Danske Bilimportører i samarbejde med Bilstatistik.dk

”Det er en politisk prioritet, at flest mulige kilometer på vejene skal køres elektrisk, og salget af elbiler til private stiger måned for måned. Vores nye undersøgelse viser, at flertallet af de danske kommuner ikke har haft samme fokus på grøn omstilling, da de købte nye biler,” fortæller Mads Rørvig, der er direktør i De Danske Bilimportører.

Ifølge De Danske Bilimportørers undersøgelse kan det ses på drivmiddelfordelingen, når kommunerne beslutter sig for at købe nye kommunale transportmidler. Undersøgelsen har fokuseret på drivmiddelfordelingerne inden for kommunernes bilparker samt CO2-udledningen fra kommunernes nye biler, indkøbt inden for de seneste to år. Her indtager bilparken i Kalundborg Kommune en 82. plads (ud af 98 kommuner) over de mindst CO2-udledende, kommunale bilparker. Kommunens biler har i gennemsnit 7,2 år på bagen.

Kalundborg er grøn

Borgmester Martin Damm (V) fortæller, at det ikke betyder, at man ikke har overvejet en mere grøn omstilling, når man har kigget på kommunens biler. Han fortæller ydermere, at man netop har investeret i to elbiler. Men han påpeger også, at der er nogle væsentlige forskelle fra kommune til kommune, og at tingene skal hænge sammen – også økonomisk.

”Det har været undersøgt hver gang, at det har været oppe, men der er jo også et drift hensyn at tage. Tissø er fx en halv gang større end Frederiksberg Kommune, der har mere end 100.000 borgere. Det er derfor noget lettere for fx hjemmeplejen at køre rundt i elbiler der, for at give et eksempel. Vi nærmer os dog at kunne begynde at bruge dem, og de bliver derfor implementeret på nogle områder, hvor det kan lade sig gøre. At kommunen ligger, som den gør, i den undersøgelse, betyder ikke, at vi ikke er klar over det, og det bliver også mere aktuelt fremover, da der er kommet et langt større udbud end tidligere - også i nogle prisklasser, hvor vi kan være med. Det nytter jo ikke, at vi køber en dyr bil, og skal fyre hjemmehjælperen, fordi der ingen penge er efter bilkøbet, der prioriterer vi altså hjælpen. Men når det er sagt, når man måler på, at reducere CO2, og CO2’en er jo ligeglad med, hvorfra den bliver reduceret, så gør vi så mange andre ting i Kalundborg Kommune for den grønne omstilling. Vi er faktisk rigtig gode. Vi er bl.a. den kommune med mest vedvarende energi på Sjælland."

Del