Kalundborg Kommune dumper igen

Kalundborg Kommune dumper igen

Læserbrev: Kalundborg Kommune dumper igen

Forholdene for Kalundborg kommunes virksomheder bliver forringet fra år til år. Det viser de årlige erhvervsklima undersøgelser, som Dansk Industri laver. Og det har sine konsekvenser. Virksomhederne fraråder andre virksomheder at etablerer sig i Kalundborg kommune. I den samlede placering ud af 93 kommuner, ligger Kalundborg Kommune på en 62. plads. Kalundborg kommune er i bunden særligt i forhold til arbejdskraft, uddannelse, sagsbehandling og brug af lokale leverandører.

I en anden undersøgelse blandt små og mellemstore virksomheder, er Kalundborg Kommune placering ligeledes ringe. Her ligger Kalundborg Kommune i bunden på en 89. plads, ud af 91 kommuner. Her dumper Kalundborg Kommune særligt på uddannelse og kommunens evne at få de ledige i arbejde, Kommunens vedligeholdelse af vejnet, håndtering af erhvervsaffald, sagsbehandlingstid og kommunikation fra kommunen, samt adgang til støtte og rådgivning hos kommunen er faktorer der peges på som kommunen ikke gør godt nok.  Dette afspejler sig også i antallet af nye startede virksomheder i Kalundborg kommune.

Disse to undersøgelser Viser en anden historie end det glansbillede, som Venstre tegner for borgere og virksomheder, om at Kalundborg Kommune er en erhvervsvenlig kommune. Jeg kan huske i 2012, da Kalundborg Kommune indtog 5. pladsen i Dansk Industris undersøgelse, gik Martin Damm i pressen og brystede sig af hvor god Kalundborg Kommune, med Venstre i spidsen er, til at servicere erhvervslivet. Men når undersøgelsen dumper Kalundborg Kommune, så fejer Martin Damm resultatet af let og elegant. Man tager æren for noget der går godt, men tager ikke ansvar for noget der går dårligt. Jeg synes at det vil være på sin plads, at Martin Damm at erkende problemerne.

Var det én engangsforestilling, kunne det måske accepteres. Men at Kalundborg kommune dumper stort set hvert år og i de samme parametre, så mener jeg der er noget om snakken. Jeg bekymrer mig derfor over at borgmester Martin Damm ikke erkender at der er et problem i Kalundborg Kommune. For hvordan vil man løse problemerne hvis man ikke vil indse problemerne?

Så min opfordring herfra er: Martin Damm indse nu at der er udfordringer, når det kommer til små og mellemstore virksomheder i Kalundborg Kommune, og lad os kigge på hvordan vi løser dem.

Med venlig hilsen

Jonas Ghiyati

KV21 Kandidat

Formand for SF Kalundborg

Del