Kalundborg kan melde alt udsolgt

10.000 piger, drenge, kvinder og mænd stiller til start i Kalundborg, som er en af de fem værtsbyer til Royal Run 2024, nærmere bestemt 2. pinsedag d. 20. maj.

 

Kalundborg kan melde alt udsolgt
H.K.H. Kronprinsen inviterer igen til folkefest i kondisko i 2024. Kalundborg bliver en af de fem startbyer. Foto: Matthew James/Royal Run

Af Jens Nielsen

Bare fem dage efter at billetterne til årets Royal Run 24 blev sat til salg kan arrangørerne nu melde alt udsolgt i Kalundborg.

Der gik kun få dage, så kunne Royal Run melde alt udsolgt i Fredericia og Brønderslev og nu, fem dage efter at billetterne blev sat til salg, er der også udsolgt i Kalundborg.

Det betyder, at 10.000 piger, drenge, kvinder og mænd stiller til start i Kalundborg, som er en af de fem værtsbyer til Royal Run 2024, nærmere bestemt 2. pinsedag d. 20. maj.

Du kan både vælge at gå eller løbe på de tre distancer: One mile (1,6 km), 5 km og 10 km. På den populære Familie-mile kan børn, unge, voksne og ældre følges ad, fordi både kørestole, klapvogne og barnevogne er velkomne.

Løberuter offentliggøres til foråret

Det bliver den lokale løbeklub 5 Tårns Motion som skal stå for hele afviklingen af Royal Run i Kalundborg 2. pinsedag 2024.

Det er også 5 Tårns Motion som skal komme med et bud på både start/målområde og selve løberuterne, men ruterne er ikke offentliggjort endnu, de vil først blive offentliggjort i løbet af foråret.

Royal Run er andet og mere end et løb. Det er H.K.H. Kronprinsens møde med danskerne. Det er fællesskabets fest. Uformelt, i kondisko og for alle.

Del