Kalundborg hjælper gerne flygtninge fra Ukraine

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ruslands invasion af Ukraine er noget, der optager rigtig mange danskere lige nu således også kalundborgensere, og Kalundborg Kommune har da også i sinde at gøre, hvad man har brug for i forhold til eventuelle flygtninge, der kommer til kommunen.
FN anslår i skrivende stund, at op imod en halv mio. mennesker har forladt Ukraine grundet, at Ruslands militær har iværksat et angreb på Ukraine. Det kan meget vel betyde, at Danmark skal tage imod flygtninge fra Ukraine. Borgmester Martin Damm (V) fortæller, at man i Kalundborg Kommune har modtaget henvendelse fra Udlændingestyrelsen, præcis som man har i resten af landets kommuner, hvori styrelsen skriver, at kommunerne skal forberede sig på, at der sker noget i forbindelse med, at borgerne i Ukraine flygter, og at Danmark derfor højst sandsynligt skal huse flygtninge fra Ukraine grundet Ruslands invasion af landet.
”Vi har, ligesom resten af landets kommuner, modtaget et skriv fra Udlændingestyrelsen om, at vi skal forberede os på, at der sagtens kan ske noget, hvad angår flygtninge fra Ukraine. I første omgang bruger styrelsen deres egne indkvarteringsforhold, altså flygtningecentre m.m., men på sigt kan der være brug for mere, og så vil de henvende sig til kommunerne. Vi ved jo heller intet om, hvor længe de vil blive, og om de vil søge asyl. Der er en nu og her opgave, og så er der en længerevarende, hvis de bliver,” fortæller Martin Damm.
Vi hjælper gerne
Borgmesteren bekræfter, at Kalundborg Kommune selvfølgelig vil påtage sig et ansvar, hvis man bliver bedt om at træde til og hjælpe mht. flygtninge. Ligesom han gør opmærksom på, at borgere fra Ukraine har visumfrit ophold i 90 dage i Danmark, og dermed frit kan køre hertil.
”Vi vil selvfølgelig tage det på os, hvis vi bliver bedt om at hjælpe til,” siger Martin Damm og fortsætter: ”Endelig skal man jo huske på, at folk fra Ukraine kan køre ind i Danmark. De bliver ikke stoppet ved grænsen, og hvis de ikke har behov for at blive mere end tre måneder, kræver det ingen speciel tilladelse. Det ved vi selvfølgelig ikke lige nu, men de bliver i hvert fald ikke registreret på samme måde.”