Kalundborg er med i kampen om nærhospital

Et nærhospital skal sikre borgerne kortere afstand til en lang række sygehusfunktioner, og Kalundborg er med i kampen.

Kalundborg er med i kampen om nærhospital
Kalundborg Kommune er en af de kommuner, der har lagt billet ind på et nærhospital. Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg skal være en del af et evt. nærhospital. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kommunernes frist til at ansøge om et nærhospital udløb natten til lørdag. Et nærhospital skal sikre borgerne kortere afstand til en lang række sygehusfunktioner, og Kalundborg er med i kampen.

Kalundborg Kommune er en af de kommuner, der har lagt billet ind på et nærhospital. Faktisk har de ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at det var en god idé, at der skulle ligge et nærhospital i Kalundborg. Idéen er, at nærhospitalerne skal flytte sygehusfunktioner, som kan leveres uden for akutsygehusene tættere på borgerne. Det kan fx være opfølgningsforløb for mennesker med kronisk sygdom eller ukompliceret diagnostik som fx røntgenbilleder og blodprøver.

”Grundlæggende er vi det sted i Region Sjælland, hvor der er længst til et akutsygehus. Det betyder, at de borgere, der har konsultationer og undersøgelser af mildere karakter, hvis man kan sige det sådan, er nødt til at rejse langt for at blive undersøgt. Der er altså en vældig trafik fra Kalundborg til akutsygehusene, og den trafik kan vi formindske med et nærhospital. Vi har derfor ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at Kalundborg gerne vil have et nærhospital,” siger Peter Jacobsen (DF), der er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune.

Mulighed for udvidelse til sengepladser

Peter Jacobsen er heller ikke i tvivl om, at Kalundborg er oplagt med den måde, som byen vækster på inden for erhverv og uddannelse. Ligesom han er interesseret i at se på mulighederne for sengepladser til patienter, der bliver udskrevet fra de regionale sygehuse.

”Når man ser, hvordan vi vækster på erhverv og uddannelsessiden, er der vel også et grundlag for, at vi skal have et sundhedstilbud i topklasse. Vores Sundheds- og Akuthus har jo også allerede vist vejen, her har vi samarbejdet med regionen om at flytte mange ting til Kalundborg, som var på vej væk eller allerede var forsvundet. Vi kan udvikle det nære sundhedsvæsen i Kalundborg, og i dag fylder kommunerne meget mere på sundhedsfronten end for bare 6-7 år siden. På sigt bør vi også se på sengepladser til de patienter, der bliver udskrevet, i min optik, for tidligt fra regionale sygehuse. Det bør lavet i tilknytning til nærhospitalet, men om vi skal gøre det i fællesskab med regionen, eller om det skal være noget, vi gør selv, det må vi finde ud af,” siger Peter Jacobsen, og fortsætter: ”Men hele idéen er jo netop, at man med nærhospitaler kan få specialister ud på nærhospitalerne, så man også undgår den megen trafik fra Kalundborg til den øvrige del af Sjælland for patienter med kroniske sygdomme m.fl. Behovet er der, det er der ingen tvivl om, og et nærhospital giver mange muligheder, hvis man vil det, og det vil vi. Vi vil også gerne bruge noget økonomi på det, fordi det netop handler om nærhed i sundhed, og give en højere kvalitet tæt på borgerne. Vi lever i hvert fald op til kriterierne, har nogle gode argumenter og har lavet en god ansøgning, så må vi se.”

Udover Kalundborg har Faxe, Lolland, Næstved, Odsherred, Ringsted, Vordingborg og Roskilde også ansøgt om at få et nærhospital. Sundhedsministeriet har selv udpeget tre steder i regionen, som de mener, kunne være oplagte steder at placere nærhospitaler, og her er Kalundborg iblandt. Derudover har man også Næstved og Nakskov, som oplagte steder til et nærhospital. Roskilde og Næstved Kommune rummer regionens to største byer, og har begge allerede sygehus til planlagte operationer med egne skadestuer.

Disse kommuner har søgt om at få et nærhospital

  • Odsherred Kommune
  • Kalundborg Kommune
  • Ringsted Kommune
  • Næstved Kommune
  • Faxe Kommune (med støtte fra Stevns Kommune)
  • Vordingborg Kommune
  • Lolland Kommune
  • Roskilde Kommune

I løbet af februar vil regionen foretage en udvælgelse blandt ansøgerkommunerne. Det er planen, at de første midler til etablering af nærhospitalerne bliver uddelt i 2023.

Del