Kalundborg bliver Global Ports Holdings første lokation i Nordeuropa

"Der er flere spændende ting på vej, vi er slet ikke færdig endnu"

Kalundborg bliver Global Ports Holdings første lokation i Nordeuropa Selskabet lejer 20.000 kvadratmeter på Ny Vesthavn, hvor der inden 2025 skal opføres en krydstogtterminal til en pris på omkring 45 mio. kr. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Global Ports Holding bygger en helt ny krydstogtterminal på Kalundborg Ny Vesthavn til omkring 45 mio. kr., det bliver selskabets første terminal i det nordeuropæiske krydstogtmarked.

Kalundborg Havn kunne torsdag oplyse at der er indgået en 20-årig aftale med Global Ports Holding, der er verdens største uafhængige krydstogts operatør.

Selskabet lejer 20.000 kvadratmeter på Ny Vesthavn, hvor der inden 2025 skal opføres en krydstogtterminal til en pris på omkring 45 mio. kr.

Global Ports Holding sejler ikke selv med krydstogtskibe, men driver i stedet de havne, hvor de enorme skibe lægger til kaj. Det gør de allerede i 19 krydstogtshavne i 13 forskellige lande, hvor cirka 15 millioner passagerer kommer gennem dens terminaler årligt. På verdensplan samarbejder virksomheden med over 70 krydstogtsrederier, og nu kommer Kalundborg Havn på listen over virksomhedens terminaler, i øvrigt selskabets første i Nordeuropa.

Global Ports Holding kalder Kalundborgs placering for ideel. Det er forholdsvist tæt på København, og så er placeringen brændstofbesparende for krydstogtskibene i forhold til at sejle til Københavns Krydstogthavn.

”Vi tror på, at de forbedrede krydtstogtsfaciliteter vil give en stor oplevelse til alle passagerer, der besøger Kalundborg, denne aftale er en milepæl for GPH, da Kalundborg er vores første havn i det nordeuropæiske krydstogtmarked,” siger Emre Sayin, direktør for Global Ports Holdning, i en pressemeddelelse. 

Den nye aftale med Global Ports Holdning vil betyde flere arbejdspladser til Kalundborg og øget aktiviteter.

”GPH investerer ikke så mange millioner kroner i det her uden at de tror på det, de har alle rederier som kunde, bl.a. MSC og de engelske krydstogtrederier og så er de rigtigt dygtige til at få alle med i lokalområdet, de har erfaringer med hvad der skal til for at udvikle lokalområdet, så det ser vi meget frem til,” siger havnedirektør Bent Rasmussen.

Kalundborg Havn har siden starten i 2005 - inden for dette forretningssegment - modtaget anløb af omkring 75 krydstogtsskibe og været krydstogtsdestination for flere krydstogtsrederier. Kalundborgs beliggenheden centralt i Danmark, og kun 9 sømil fra T-ruten – dybvandsruten til Baltikum gør, at Kalundborg ligger perfekt for krydstogter i det Baltiske område. Det er ligeledes attraktivt, at havnen har den relativt korte transporttid til Københavns lufthavn, der mindskes yderligere ved den snarlige færdiggørelse af motorvejen til Kalundborg.

Flere spændende ting på vej

Med aftalen med Global Ports Holdning er Kalundborg Havn kommet i mål i forhold til den business case som der blev lavet i forbindelse med opførelse af Ny Vesthavn.

”Vi skrev i vores business case at vi ville satse på krydstogt og containermarkedet, og det er vi kommet i mål med nu, men der er flere spændende ting på vej, vi er slet ikke færdig endnu,” fortæller Bent Rasmussen.

Del