Kageglad borgmester blev fejret

”Martin, med alle dine år i politik har du altid holdt din sti ren, du har taget en diskussion om sagen og ikke manden, og det skal du have respekt for. At holde tonen ordentligt og sober, også når det er svært, tusind tak for din indsats, det er godt gået."

Kageglad borgmester blev fejret
På vegne af kommunalbestyrelsen var der tale af førsteviceborgmester, Tina Beck-Nilsson (S) til Martin Damm. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Borgmester Martin Damm (V) blev fredag eftermiddag fejret ved en velbesøgt reception i anledningen af både 25-års jubilæum som kommunalbestyrelsesmedlem og 60-års fødselsdag.

Den røde sal i Kultur og Bevægelsespark Høng var fyldt til sidste plads da kommunalbestyrelsen i Kalundborg fredag eftermiddage havde inviteret til fejring af borgmester Martin Damm i anledning af hans 25-års jubilæum i kommunalpolitik og samtidig 60-års fødselsdag i dag.

Foruden mad, drikke og underholdning var der en række af talere hvor gæsterne kom lidt tættere ind under huden på borgmesteren.

Fra Venstres gruppe var der tale af Jakob Beck Jensen og Niels-Erik Sørensen.

”Dine politiske modstandere kalder dig et omvandrende regneark og ingen tvivl om, at du er god til tal, det er vi ikke i tvivl om, for op til budgetterne får vi gennemgået regnearkene igen og igen og er der en enkelt ændring til regnearket så starter vi forfra og vi får alle tallene igen, det er vi selvfølgelig glade for,” sagde Jakob Beck Jensen med et glimt i øjet og fortsatte,

”Når denne periode er slut, har du været borgmester i foreløbigt 16 år og du må betegnes som lidt af en bykonge hvad enten du vil det eller ej.”

Herefter tog Niels-Erik Sørensen over og her kom der så lidt sandheder på bordet som de fleste måske ikke var klar over, nemlig Martin Damm's hang til kager.

”Det er ikke nogen hemmelighed at du er glad for kager, og på det kamera jeg har haft sat op på rådhuset, kan man se, at du lister fra dit kontor ud for at se om der er noget kage tilbage fra møder, tager lidt af det bedste og lister tilbage til kontoret. Jeg synes det er trist, at du ikke har råd til selv at købe en kage en gang imellem og måske tage med hjem til din søde kone Vivian. Det er lige over kanten, derfor har jeg en ekstra gave med til dig, nemlig et gavekort til Meny hvor du kan hente to valgfrie flødekager en gang om ugen i fire uger,” sagde Niels-Erik Sørensen i sin tale til stor morskab for de mange gæster.

På vegne af kommunalbestyrelsen var der tale af førsteviceborgmester, Tina Beck-Nilsson (S), som bl.a. sagde:

”Martin, med alle dine år i politik har du altid holdt din sti ren, du har taget en diskussion om sagen og ikke manden, og det skal du have respekt for. At holde tonen ordentligt og sober, også når det er svært, tusind tak for din indsats, det er godt gået."

Til den velbesøgte reception var der også taler af administrerende direktør for Kommunernes Landsforening, Kristian Wendelboe, og den nyvalgte minister for Landbrug, fødevare og fiskeri, Jacob Jensen.

Del