Kæmpe X-Factor show i Kalundborg

Klokken 20 går dette års X-Factor vinder på scenen og starter aftenens program, der fortsætter med koncert med Chief1 med band og tre kendte gæstesolister.

Kæmpe X-Factor show i Kalundborg

Af Jens Nielsen

Med overskriften SommerRock 2022 inviterer Vores Kalundborg til et brag af et musikshow lørdag i byfestugen (uge 30). Bl.a. vil vinder af X-Factor 2022 stå på scenen på Øen i Kalundborg. Det bliver en folkefest lover Vores Kalundborg.

Efter et par år med en meget tynd byfest grundet corona restriktioner, er der lagt op til et ordentligt brag i 2022, når handelsstandsforeningen Vores Kalundborg inviterer til ’SommerRock 2022’ på Øen i Kalundborg, hvor der bliver stillet en stor scene op lørdag d. 30. juli og hvor der vil være gratis underholdning for hele familien lige fra kl. 16 og til langt ud på aftenen.

”Der har været meget snak om, at byfesten har været noget amputeret de senere år, nu har vi fået mulighed for at være en del af et kæmpe show som kun kommer til 12 byer i hele landet,” fortæller Brian Sønder Andersen, som sammen med Glenn Swärd, er formand for Vores Kalundborg.

”Der bliver sat en kæmpe scene op på Øen i Kalundborg, og her vil deltagere fra både MGP og fra X-Factor underholde fra om eftermiddagen og til kl. 22 om aftenen,” fortsætter Brian Sønder Andersen.

Eftermiddagen starter med underholdning for de mindste med MGP og trylleshow. Fra kl. 18 vil der være underholdning for de voksne med bl.a. grandprix kavalkade samt casting til X-Factor 2023, så er der nogle fra Kalundborg som går med en sanger i maven, så er det her de skal møde op.

Klokken 20 går dette års X-Factor vinder på scenen og starter aftenens program, der fortsætter med koncert med Chief1 med band og tre kendte gæstesolister.

”Vi håber, at der vil komme mange til Kalundborg, både folk fra byen, men lige så meget gæster fra vores nabobyer, det nærmeste tilsvarende show er i Karrebæksminde,” siger Glenn Swärd.

”Med sådan et arrangement får vi vist byen fra vores bedste side, vi får vist at vi kan noget i Kalundborg, og vores håb er jo at gæsterne kommer igen for at handle i byens forretninger,” siger Citychef Svend-Erik Kristensen.

Sponsorpakker

Det er et stort program til rigtigt mange penge som Vores Kalundborg har sagt ja til, og derfor håber de, at en række virksomheder vil bidrage med sponsorstøtte, og til det formål er der lavet en række forskellige sponsorpakker, hvor fire firmaer bl.a. har mulighed for at være hovedsponsor. To af de fire pladser er allerede solgt, men der er mange andre muligheder for at støtte arrangementet.

Vores Kalundborg håber også på, at der er en række firmaer eller klubber som vil skabe liv i de gårde som støder op til Kordilgade, og på den måde være med til at skabe endnu mere fest i gaden.

Vores Kalundborg har endnu ikke søgt om tilladelse til at afholde arrangementet på Øen, men de regner ikke med, at det bliver noget problem.

Del