Kæmpe støbning på Asnæsværket
Med 40 betonbiler i konstant rotation og ca. 158 aflæsninger gik det slag i slag.
Af Jens Nielsen
Ørsteds projekt til CO2-fangst og -lagring, Ørsted Kalundborg Hub, begynder at tage form.
Alle på byggepladsen ved Asnæsværket kunne mærke støbefeberen i Kalundborg i sidste uge, da NCC i samarbejde med bygherren Ørsted tog et stort skridt fremad i byggeriet af Danmarks første CO2-fangstanlæg i fuld skala på Asnæsværket.
”På kun 14 timer præsterede holdet at støbe det første af to stribefundamenter på i alt 2538 m3. En imponerende bedrift, som har krævet omhyggelig planlægning, præcision og ikke mindst teamwork, oplyser NCC i en pressemeddelelse.
Med 40 betonbiler i konstant rotation og ca. 158 aflæsninger gik det slag i slag. Resultatet er et massivt fundament på 8,5m bredt, 74,6m langt og 2m højt, klar til at bære fremtidens teknologi.
NCC, der er kendt for sin ekspertise inden for store, komplekse anlæg som vandværker, skybrudstunneler og renseanlæg, er netop valgt til opgaven med at opføre fundamenter, bygninger og rørbroer til CO2-fangstanlægget på Asnæsværket. CO2-anlægget i Kalundborg forventes årligt at opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra kraftvarmeværket.