Kæmpe politiaktion efter våben

Et øjenvidne fortæller til TV-Kalundborg, at han har set mange betjente i området ved den Gamle Sukkerfabrik, bl.a. betjente med såkaldte ’lange våben’ og han fortæller også, at betjentene har gravet i jorden bag ved sukkerfabrikken.

Kæmpe politiaktion efter våben

Af Jens Nielsen

Politiet har hele eftermiddagen været massivt til stede på flere adresser i Gørlev hvor de ledte efter en mand som havde overfaldet sin ex kæreste og muligvis var i besiddelse af et skydevåben. Manden er nu anholdt.

Politiet blev tirsdag over middag kaldt til Møllevangen i Gørlev hvor en 24-årig kvinde og en 27-årig mand havde været oppe og skændes. Skænderiet udviklede sig til grov vold mod kvinden inden hun løb fra stedet.

”I starten var det en anmeldelse om vold mellem to som kendte hinanden, en mand og en kvinde, det var startet på Møllevangen hvor kvinden havde fået skader i bl.a. hovedet og efterfølgende var hun løbet fra stedet med ham bag efter for at finde hende,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, og han fortsætter,

”Da vi kommer frem og får fat i kvinden, får vi oplysning om, at voldsmanden skulle have adgang til skydevåben og derfor er vi så massivt til stede og har været på flere adresser i Gørlev uden dog at finde nogle former for skydevåben.

Et øjenvidne fortæller til TV-Kalundborg, at han har set mange betjente i området ved den Gamle Sukkerfabrik, bl.a. betjente med såkaldte ’lange våben’ og han fortæller også, at betjentene har gravet i jorden bag ved sukkerfabrikken. Det er dog ikke bekræftet af politiets presseafdeling.

Den 27-årige mand er i løbet af eftermiddagen blevet anholdt uden dramatik og politiets anklager vurderer nu, om han skal fremstilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Politiet var til stede i Gørlev til omkring kl. 17.

Del