Julepynt med lokalt motiv er blevet en succes
Julepynten er et nyt tiltag hos den lokale guldsmed. Ideen kommer fra Mie Swärd og designet er lavet ud fra et foto af Vor Frue Kirke.

Af Jens Nielsen
Swärd's Guldsmedie i Kordilgade er endnu engang klar med en nyhed i forretningen. Denne gang julepynt med et lokalt motiv. Julepynten er allerede blevet en succes.
Når kunderne handler hos Swärd's Guldsmedie, så følger der et flot stykke julepynt med, når gaven pakkes ind.
Julepynten er et nyt tiltag hos den lokale guldsmed. Ideen kommer fra Mie Swärd og designet er lavet ud fra et foto af Vor Frue Kirke.
Julepynten er lavet i metal og er 5,5 cm. i diameter og findes i to varianter, en blank og en mat, og udover at den udleveres sammen med varer købt i butikken, så er julepynten med det lokale motiv også til salg.
”Foreløbigt findes der kun et motiv og det var oplagt at starte med Vore Frue Kirke, men meningen er, at der hvert år skal komme en ny variant så det på den måde bliver lidt et samlerobjekt som kan bruges til fx juletræet eller hænges på et par flotte grene i en vase,” fortæller Mie Swärd, og fortsætter, ”Den nye lokale julepynt er allerede blevet en succes, vi får meget ros for ideen og flere andre forretninger har spurgt om de også må sælge julepynten men i år bliver den kun solgt her hos Swärd's Guldsmedie så må vi lige se hvad vi gør til næste år.”