Juleoptog i Kalundborg

Optoget har sjældent været større, når julemanden kører i kane gennem Kalundborg midtby.

Juleoptog i Kalundborg
Søndag den 27. november er der juleoptog i Kalundborg midtby. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag den 27. november er der juleoptog i Kalundborg midtby, hvor både julemanden, nissegarden samt spejderne går gennem Kordilgade for, at tænde det store juletræ på Klostertorvet.

Juleoptoget begynder fra Kvicklys Parkeringsplads kl. 16. Optoget har sjældent været større – der er over 100 spejdere med fakler, nissegarde med tamburmajor i fronten og selvfølgelig selveste julemanden i sin kane.

Der vil blive uddelt flødekarameller fra kanen, der kører gennem byen og efter, at juletræet er blevet tændt. Nissefamilien og julemanden vil gå rundt og hilse på børnene. Der plejer at være flere hundrede børn og voksne, når det store juletræ på Klostertorvet i Kalundborg skal tændes.

Oplev Jumpin Jack, som spiller de sprødeste julemelodier og på Solskinspladsen underholder gospelkoret.

Derudover vil Vores Kalundborg dele gratis julekalendere ud med Den Lille Kastaniehest, som i øvrigt også kan hentes i butikkerne fra onsdag.

Den fine julebelysning i Kordilgade bliver også tændt denne dag samme tid, som julemanden tænder det store juletræ. Men vil fremover være tændt i et mere begrænset tidsrum end sidste år, nemlig hver dag fra kl. 15.30 til kl. 20 resten af december.

Byens forretninger har selvfølgelig også åbent søndag eftermiddag når det store juletræ skal tændes i Kalundborg.

Del