Julemanden tænder juletræet foran Brugsen
Juletræstændingen i Raklev er efterhånden en gammel tradition, og den skal selvfølgelig videreføres, selv om der er kommet ny uddeler i Dagli’Brugsen i Raklev.
Af Jens Nielsen
Torsdag den 28. november inviterer Dagli’Brugsen i Raklev til juletræstænding for børn og voksne, hvor selveste julemanden kommer forbi.
Julemanden lander med sin kane foran Dagli’Brugsen i Raklev og tænder julelysene på juletræet torsdag den 28. november kl. 17. Herefter inviterer personalet og butiksudvalget på gløgg, æbleskiver, saft og julehygge.
Juletræstændingen i Raklev er efterhånden en gammel tradition, og den skal selvfølgelig videreføres, selv om der er kommet ny uddeler i Dagli’Brugsen i Raklev.
”Det er jo en gammel tradition og det skal vi selvfølgelig fortsætte med,” fortæller Rasmus Olsen, som tiltrådte som uddeler den 1. november, og han fortsætter, ”Jeg har også fået Raklev Kirke til at være med, de kommer og synger nogle julesange.”
Kom forbi med din julesok
Alle børnene opfordrer til at tage deres julesokker med, så Dagli’Brugsen i Raklev kan låne den til at hænge op i december i håbet om, at julemanden kigger forbi og putter nogle julegodter i sokken til de søde børn.
Den 22. december kan julesokken så afhentes igen sammen med en julegodtepose.