Julehjælpen er nær

Lions Kalundborg er i samarbejde med Kvickly Kalundborg endnu engang klar til at hjælpe økonomisk trængte familier i den søde juletid.

Julehjælpen er nær
Svend Olesen fra Lions Kalundborg (tv) og Keld Haapanen, direktør for Kalundborg Brugsforening. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lions Kalundborg er i samarbejde med Kvickly Kalundborg endnu engang klar til at hjælpe økonomisk trængte familier med lidt ekstra her i julen.

Lions og Kvickly har i de sidste mange år hjulpet familier, hvor pengene er små, og det derfor er svært at få råd til en julemiddag, julegaver og hvad der ellers hører til en juleaften. I år hjælper de således 50 familier, hvilket er 10 mere end sidste år.

Tavlen med Projekt Julehjælp blev sat frem for en måneds tid siden, og for en uge siden kunne der meldes alt udsolgt.

”Vi er så glade for, at folk, selv om pengene kan være små for tiden, stadig gerne vil hjælpe andre,” fortæller Svend Olesen fra Lions Kalundborg.

Donerede penge blev til gavekort

Udover de gavmilde borgere har flere også givet en pengegave, faktisk har en enkelt borger doneret 5.000 kr.

Det hele er faktisk, som det plejer at være med Projekt Julehjælp. Vi hjælper dog i år 10 familier mere end sidste år, hvoraf kommunen udvælger de 15. Men derudover har vi også fået penge donationer fra gavmilde borgere, og det betyder, at vi har fået lavet 14 gavekort af kr. 500,-, som vi forærer yderligere 14 familier,” fortæller Svend Olesen.

Der er kommet 115 ansøgninger ind til Lionas i år, hvilket er noget mere end i 2021, hvor omkring 80 søgte julehjælp. Lions Kalundborg koordinerer med andre hjælpeorganisationer, inden de udvælger familierne således, at ingen familier får julehjælp fra flere organisationer på samme tid.

”Det ville være ærgerligt, når mange har behov, hvis nogle familier så får fra flere. På den her måde kan vi nå ud til flere, der har brug for lidt hjælp,” siger Svend Olesen.

Alle hjælper til

Tidligere har Kvickly Kalundborg stået for at pakke julegaver ind til børnene, men i år vil Lions stå for den del, da Kvickly har travlt med hele administrationen omkring julehjælpen. De sælger det hele til indkøbspris, og donerer derudover noget oveni samt de donerer personalets tid til at pakke de mange julekurve.

”Der er varer for plus 1.000 kr., og vi smider lidt i puljen også. Derudover donerer vi selvfølgelig tiden til hele den administrative del, men det er nu en effektiv måde, vi gør det på, så det er ikke så slemt,” fortæller Keld Haapanen, direktør for Kalundborg Brugsforening, der er så glad for, at folk igen i år har bakket op om projektet til tords for, at pengene er små hos flere grundet de stigende priser.

Lions deler julekurvene og gavekortene ud den 22. december i Kvickly.

Således fungerer det i praksis

Man donerer ved fysisk, at tage en lille papmærkat fra tavlen, der står i Kvickly, og tage den med til kassen, hvor man også betaler for sine andre varer. Hver enkelt mærkat fra tavlen har en stregkode, og man betaler derved for ’varen’, som alle andre varer, man køber. Men i stedet for at få noget fysisk med hjem, har man doneret juleslik, flæskesteg, and eller noget andet til en familie, der har brug for lidt hjælp.

Del