Julefrokost med kæmpe fyrværkeri-show

Julefrokosten fejres, ud over god mad, med bl.a. et stort og flot fyrværkeri-show fredag aften kl. 23.15, udført af en professionel fyrværker.

Julefrokost med kæmpe fyrværkeri-show
Foto: Colourbox

Af Jens Nielsen

Novonesis fejrer deres julefrokost med et kæmpe fyrværkeri-show sent fredag aften, til glæde for både medarbejderne men lige så meget for mange borgere i Kalundborg.

I de sidste 40 år har Novonesis (tidligere Novozymes) i Kalundborg holdt julefrokost sammen med Novo Nordisk. I de 30 af dem i Røsnæshallen. Nu er Novo Nordisk blevet for store til at Novonesis kan være der.

”I år holder vi vores første selvstændige julefrokost. Derfor har vi fået lov at genopføre Lerchenborgs stald som magisk julefest. Det bliver så fedt! Vi har den største tilslutning til julefrokost nogensinde – 435 tilmeldte,” fortæller Pernille Hartmann Labusz, Site Management Coordinator hos Novonesis.

Julefrokosten fejres, ud over god mad, med bl.a. et stort og flot fyrværkeri-show fredag aften kl. 23.15, udført af en professionel fyrværker. Fyrværkeriet tændes på Lerchenborgs område.

Fyrværkeri-showet er selvfølgelig til glæde for medarbejderne hos Novonesis, men Pernille Hartmann Labusz lover, at det bliver så stort og flot at det vil kunne ses fra Kalundborg by og dermed også kunne glæde de borgere i Kalundborg som er til fyrværkeri.

”Vi håber for forståelse – samt at I vil kigge mod himlen og nyde det sammen med os,” skriver Novonesis.

Del