Jul på Gisseløre

Det er også i julen, at familie og venner samles til dansk hygge, som bl.a. ofte indebærer god mad.

Jul på Gisseløre
Restaurant Gisseløre er klar til at tage imod alle julefrokostgæsterne. Her restaurantchef på Restaurant Gisseløre, Simon Wittrock. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Inden man ser sig om, er det igen ved at være den tid, hvor danskerne hygger lidt ekstra. Sidder indenfor med stearinlys og god julemad. På Restaurant Gisseløre er de igen i år klar til at fejre den søde juletid lige fra midt november.

Julen er nok den mest fejrede højtid i Danmark, og det er også i julen, at familie og venner samles til dansk hygge, som bl.a. ofte indebærer god mad. Igen i år er Restaurant Gisseløre klar med lækker mad – i form af a la carte og buffet til lukkede selskaber.

”Vi holder igen i år julefrokost alle ugens dage på nær mandag og tirsdag, kørende fra onsdag den 16. november til den sidste søndag før jul, den 18. december. Det er til frokost, og man kan booke bord eller dumpe forbi, og det har ingen betydning, om man er to eller otte personer. Dog skal man forudbestille, hvis det er til om aftenen. Vi kører også stadig arrangementer, hvor vi tilbyder buffet, men det er jo så i et lukket regi,” fortæller restaurantchef på Restaurant Gisseløre, Simon Wittrock.

Traditionel julemenu

På Restaurant Gisseløre serverer de bl.a. sild, rødspætte, gravet laks, ost ris a la mande, og kan altså tilbyde klassisk julemad, hvor de laver det hele fra bunden,

”Vi laver maden fra bunden, og bruger lokale råvarer, i det omfang, at det lader sig gøre,” fortæller Simon Wittrock.

Nytårsmenu med minimum arbejde

Udover julefrokostmenuen kan Restaurant Gisseløre også levere nytårsmenuen – ud af huset. Nytårsmenuen er sammensat således, at der bliver et minimum af arbejde og opvask, og man dermed kan nyde aftenen sammen med sine gæster. Med menuen følger også en anvisning til, hvad man skal gøre trin for trin.

”Konceptet er det samme som tidligere år. Vi forsøger at gøre det så let, som muligt, og alt er pakket, så det blot skal direkte ind i ovnen, ligesom det kommer med anvisning på,  hvordan man skal gøre. Så det kan ikke gå galt,” siger Simon Wittrock.

Der er lukket for a la carte på Restaurant Gisseløre mandag og tirsdag, og den sidste søndag før jul lukker restauranten helt ned for sæsonen på a la carte fronten. Restaurant Gisseløre har ydermere lukket den 24., 25. og 26. december samt den 1. januar.

Man kan læse mere om julefrokostmenuen samt nytårsmenuen på Restaurant Gisseløres hjemmeside.

Del