Johnny tager sin far med til seniorfest

Der bliver dansktophits i to generationer, når Seniorfesten får besøg af far og søn.

Johnny tager sin far med til seniorfest De første navne er nu klar til næste års Seniorfest. Det bliver to af de helt store navne inden for Dansktoppen, nemlig Johnny Hansen fra Kandis og hans far Bjørn Hansen fra Bjørn og Okay.

Af Jens Nielsen

Den populære Ældrefest skifter nu navn til Seniorfest, men konceptet er det samme. De første navne som skal underholde, er nu klar.

Der bliver ikke lavet om på programmet selvom Ældrefest nu bliver til Seniorfest. Det bliver fortsat afholdt i Hvidebækhallen, og datoen ligger fast, nemlig torsdag den 2. februar 2023 fra kl. 12 til 17.15.

”Vi skifter navn fra Ældrefest til Seniorfest, der er en del, der har foreslået, at vi skifter til det nye navn, så det er hermed gjort,” fortæller Niels-Erik Sørensen, formand for H.F. Vestsjællands Venner, der er arrangør af Seniorfesten.

Far og søn

De første navne er nu klar til næste års Seniorfest. Det bliver to af de helt store navne inden for Dansktoppen, nemlig Johnny Hansen fra Kandis og hans far Bjørn Hansen fra Bjørn og Okay.

”Vi har før haft besøg af Johnny fra Kandis, og der er mange som gerne vil have, at vi får Johnny tilbage, og det gør vi så til næste års Seniorfest,” fortæller Niels-Erik Sørensen. 

Der bliver dansktophits i to generationer, når Seniorfesten får besøg af far og søn, Bjørn og Johnny Hansen, som skal optræde på den samme scene i Hvidebækhallen.

”Der vil komme en kavalkade af alle de kendte hits fra Kandis og Bjørn Hansen, det bliver en overflod af gode sange, som alle kan synge med på,” lover Niels-Erik Sørensen.

Billetterne til, næste års Seniorfest bliver sat til salg fra 1. november flere forskellige steder i kommunen.

De næste navne som skal underholde i Hvidebækhallen d. 2. februar forventes at være på plads snarest.

Del