”Jeg har ikke fortrudt et sekund”

”Jeg har ikke fortrudt et sekund” Fra venstre, salgschef Bjarne Jensen, teamleder Flemming Bøegh, Hyundaiansvarlig Viktor Knudsen og salgstrainee Stephan Thøgersen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Viktor Knudsen kan nu kalde sig bilrådgiver efter to år som salgstrainee hos Bin2Bil i Kalundborg. Stephan Thøgersen er ansat som ny salgstrainee.

Det er to år siden, at Viktor Knudsen begyndte som salgstrainee hos Bin2Bil i Elmegade Kalundborg hvor han har solgt Ford, Renault, Hyundai og Dacia biler.

Nu er læretiden overstået og Viktor Knudsen kan kalde sig bilrådgiver. Viktor bliver hos Bin2Bil hvor han er blevet salgsansvarlig for Hyundai og har taget plads bag det store skrivebord.

Viktor Knudsen er helt sikker på, at han har valgt den helt rigtige uddannelse.

”Det er fedt, jeg har ikke fortrudt et sekund, og jeg er glad for at kunne blive hos Bin2Bil” siger han.

Ny salgstrainee

Bin2Bil har allerede ansat den næste salgstrainee. 23-årige Stephan Thøgersen startede i jobbet for et par måneder siden og har allerede solgt sine første biler.

Han kommer fra et job som teknisk supporter hos Fibia.

”Jeg kender Viktor privat og så har jeg en stor interesse for biler, derfor søgte jeg jobbet og håber at kunne kalde mig bilrådgiver om to år,” fortæller Stephan Thøgersen

Del