Jeg er en af de socialt udsatte borgere.

Læserbrev: Jeg er en af de socialt udsatte borgere

Jeg er en af de socialt udsatte borgere, som belaster Kalundborg Kommune, ifølge borgmesteren og visse medlemmer af kommunalbestyrelsen. Det blev og er jeg, fordi kommunen genererer socialt udsatte borgere i deres måde at forvalte Jobcentrene samt daginstitutionerne og skolerne (inklusion), Børn og Handicapområdet og ikke i et ønske om at ligge kommunen eller mine medborgere til last. Dum vil jeg ikke mene, at jeg er, for jeg  er i hvertfald kvikkere end socialudvalget, som mener at en ny samarbejdsaftale med de praktiserende læger og Familie og Børn omkring henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien ikke har økonomiske konsekvenser. Det har den, hvis det igen ikke bare skal være fine ord uden handling bag, som det har været gennem mange år.

Det er ikke samarbejdsaftalen jeg anfægter, den er ganske god, men jeg anfægter, at man mener, at det ikke har nogen økonomiske konsekvenser at gennemføre, når Kalundborg Kommune er ramt af undernormeringer i daginstitutioner og skoler, mangel på kvalificerede lærere samt PPR-psykologer, sagsbehandlere og læger. Det bliver et svært samarbejde at indlede, ifølge min vurdering.

Normeringerne i folkeskolerne og daginstitutionerne skal op, gerne med uddannede personaler. Personalerne skal være kvalificerede eller opkvalificeres til at varetage inklusion. Her er Kalundborg Kommune langt fra i mål og det har lange udsigter før den kommer det, særligt hvis nedprioriteringer af normeringerne fortsætter, som de sidste mange år. Skoleledere skal opkvalificeres omkring lovgivninger vedrørende inklusion samt, hvilken rolle de har omkring at få et samarbejde med kommunen, egen læge samt børne- og ungdomspsykiatrien opstartet. Ligesom de skal opkvalificeres i at skelne mellem omsorgsvigt eller diagnoserbørn samt i hvilke instanser, som skal involveres for at rette indsatser tilbydes og iværksættes i forhold til omsorgssvigt eller diagnosebørn.

Næste udfordring i kommunen er, at der er massiv lægemangel. Der er uger eller måneders ventetid på tider hos egen læge, som kender familien og børnene. Det er særdeles vigtigt i tilfælde, hvor skolerne mangler fagfolk med viden om diverse diagnoser i børne- og ungdomspsykiatrien eller lægerne selv, da området er komplekst, fordi det ofte bliver et spørgsmål om mistanke på mistrivsel i hjemmet og ikke de udfordringer, som ligger i ICD-10 diagnosekriterierne for diverse diagnoser som f.eks. autisme eller ADHD.

Det ender i meget langstrakte forløb med underretninger og fortsat ingen hjælp for, man får ikke den hjælp, som barnet har behov for i daginstitutionerne eller skoleregi, hvis hjemmet ikke er udfordret mere end, hvad kan forklares i diagnoserne.

Desuden meget lange sagsbehandlingstider på underretninger grundet mangel på sagsbehandlere.

Systemet og lovgivningerne er nærmest udformet som om, at man antager at familier med særlige behov er socialt udsatte med et massivt støttebehov og få ressourcer, men nogen gange er det faktisk omvendt og det besværliggør vejen til hjælp, når kommunen er ressourcefattig. Hvis tilliden skal øges og samarbejdet med børn, unge og familier med handicap skal forbedres, skal vi handicappede mødes uden forudfattede antagelser om, hvad vores støttebehov er.  Mennesker med samme handicap har ikke nødvendigvis samme støttebehov, derfor lyt og lær af vores erfaringer af vores liv med handicap for vi ved om nogen hvilket støttebehov vi har, da det er os som støder ind i udfordringerne, hvor støttebehovet opstår. 

Vi er kun så udfordret, som i gør os til.

Endnu en udfordring er, at det er sagsbehandlere og eller PPR-psykologer, som fortsat skal koordinere forløbene imellem kommunens instanser. Der er massiv løbende udskiftning eller mangel på personaler i diverse instanser i kommunalt regi, hvilket giver udfordringer i forhold til Taskforce forløbet på børnehandicapområdet, som har til formål at forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen. Det kræver flere ansatte at forbedre sagsbehandlingen samt overholde sagsbehandlingstiderne. 

Det samme gør sig også gældende i Jobcentret, hvor en ellers ganske god samarbejdsaftale er indgået mellem Handicap og Børn og Jobcentret. Det vurderes i fællesskab om forældre til børn med særlige behov er arbejdsparate ud fra barnets behov for forældrenes støtte. 

Den måske i virkeligheden største udfording ligger i regionerne, fordi samme nedskæringer og besparelser har fundet sted i Børne- og ungdomspsykiatrien ligesom i Kalundborg Kommune, måske fordi manglende henvisninger, udredninger og behandlinger bremses af kommunens forvaltninger. Desværre har de disse besparelser genereret “socialt udsatte” borgere og vil fortsætte med at genere flere, hvis ikke vi ændrer kurs og vi kan starte i Kalundborg Kommune.

Der er meget som skal indhentes for tidligere fejltagelser, lær af dem og arbejd jer væk fra dem.

Maria Farrel Larsen, Jerslev

Del