Jagtforening til banko hos Stark

80 mennesker sad torsdag aften og hyggede sig i Stark Kalundborg.

Jagtforening til banko hos Stark
Julebanko for Vestsjællands Jagtforening i Stark Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag aften var der julesponsorbanko i Vestsjællands Jagtforening i samarbejde med Stark Kalundborg. Her spillede 80 mennesker banko og hyggede sig.

80 mennesker sad torsdag aften og hyggede sig i Stark Kalundborg, da Kalundborg Jagtforening afholdte bankoaften i lokalerne hos Stark. 

”Vi fik samlet ca. 11.000 kr. ind, som skal bruges til bl.a. velgørende formål, som Vestsjællands Jagtforening afholder. Her kan nævnes jul for værdigt trængende borgere i Kalundborg Kommune, som sker i samarbejde med Kalundborg Sportsfiskerforening og Mødrehjælpen, men også til formidling af jagt, da vi tilbyder børnehaver i Kalundborg Kommune temadage om jagt, jægere og natur,” fortæller Hans Henrik Lind Madsen, der er formand i Vestsjælland Jagtforening, og fortsætter:

”Vi har afholdt julesponsorbanko siden år 2010, og vi var også hos Stark Kalundborg for ca. 10 år siden. Vi er glade for den opbakning, som vores sponsorer og andre støtter os med. Det er det, der gør et sådan arrangement muligt, og nu også andre arrangementer, da pengene skal ud at virke. Det var en dejligt aften, og vi kom i julestemning med alle de flotte gaver/præmier. Der var samlet præmier ind for ca. 17.000 kr. hos vores gode samarbejdspartnere og sponsorer. Vi ville også gerne sige stor tak til vores samarbejdspartner, Stark Kalundborg og direktør Jens Erling Riise, som var vært for arrangementet.”

Forhandler af jagttøj

Arrangementet faldt på et godt tidspunkt, da Stark Kalundborg for nylig er blevet forhandler af Seeland jagtbeklædning, og derfor var der også lagt op til at gøre en god torsdag aften.

Mærket Seeland hører, ifølge direktør i Stark Kalundborg, Jens Erling Riise Larsen, til i den bedre ende af beklædning til jægere. Seeland har jagttøj, der passer til alle former for jagt og outdoor-aktiviteter.

”Fx sælger vi også heldragter til kvinder, som man fx kan bruge, når man lufter hunden eller er i sommerhuset,” fortæller Jens Erling Riise Larsen.

Del