Ishjørnet har åbnet for endnu en sæson

”Vi har 17 forskellige slags is, syv slags drys og to forskellige slags softice. Som nyheder har vi i år en skumfidus is og en hindbær sorbet."

Ishjørnet har åbnet for endnu en sæson Så har Ishjørnet i Vænget slået dørene op til den tredje sæson. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det er muligvis stadig lidt koldt i vejret, men skærtorsdag åbnede Ishjørnet i Vænget i Kalundborg  op for den tredje sæson, og kunderne var klar til at købe is.

Skærtorsdag eftermiddag kl. 14 blev dørene slået op til endnu en sæson i Ishjørnet i Vænget, ved siden af Kino Den Blå Engel.

Det er Ishjørnets tredje sæson. Fra isbutikken sælges gammeldags is, softice, iskaffe og frappé.

”Der har været kunder lige fra vi slog dørene op klokken 14, og nu kommer solen også,” fortæller Susanne Topp Petersen, som skærtorsdag er blandt personalet der passer Ishjørnet.

Når man skal købe sin is i Ishjørnet, vil man blive mødt af stort set de samme ansigter, som sidste år, og møblerne ved Ishjørnet er også kommet udenfor igen til stor glæde for de mange kunder.

”Vi har 17 forskellige slags is, syv slags drys og to forskellige slags softice. Som nyheder har vi i år en skumfidus is og en hindbær sorbet,” fortæller Susanne Topp Petersen.

Åbningstiderne i Ishjørnet vil til at begynde med, være hver lørdag og søndag fra kl. 12 – 20, men alle dage i påsken er der åbent fra kl. 14 - 20, lørdag dog fra kl. 12 - 20. På sigt skal der være åbent alle ugens dage, når der er lidt mere sommer i luften.

En tur til Padborg

Det var dog tæt på at kunderne ikke kunne købe softice da dørene blev slået op torsdag, softicemaskinen var gået i stykker onsdag, og den reservedel som skulle bruges lå i Padborg. Så Brian Sønder Andersen, der ejer Ishjørnet, startede bilen onsdag aften og satte kursen mod Padborg. Reservedelen blev monteret torsdag formiddag og nu er der softice til kunderne, både vanilje, jordbær eller blandet.

Del