Interessen for at holde på regnvandet er stor
Først på formiddagen var der nærmest kø for at få information om det, at beholde sit regnvand i egen have til gavn for bl.a. grundvandet og vores efterkommere.

Af Jens Nielsen
Kalundborg Forsyning besøger i dag fredag Torvet i Ubby med en klar besked: "Hold på regnvandet, hjælp forsyningen med at undgå oversvømmelser og få 40 procent af tilslutningsbidraget tilbage." Og interessen er stor.
Når der falder store mængder regn i byerne Ubby og Jerslev, har afløbssystemet svært ved at følge med. Regnvand og spildevand ledes gennem de samme kloakker. Men når det regner kraftigt, overskrides kapaciteten, og vandet ledes i nærliggende bassiner, hvilket resulterer i oversvømmelser.
Derfor er repræsentanter fra Kalundborg Forsyning i dag fredag mødt op på Torvet i Ubby for at forklare om mulighederne, og på grund af det dårlige vejr har SuperBrugsen åbnet dørene så interesserede kan høre mere inde i varmen.
Og interessen er stor, allerede først på formiddagen var der nærmest kø for at få information om det, at beholde sit regnvand i egen have til gavn for bl.a. grundvandet og vores efterkommere.
”Der er stor interesse for at høre om projektet, vi har fået rigtigt mange kundehenvendelser siden vi sendte en pressemeddelelse ud om det at beholde sit vand i egen have, folk tager godt imod det og her har allerede været mange forbi her i Ubby i dag, også fra andre steder i kommunen,” fortæller projektleder og kloakmester Heidi Braae fra Kalundborg Forsyning.
Kalundborg Forsyning er i øvrigt til stede ved SuperBrugsen i Ubby her fredag helt frem til kl. 19.
En økonomisk gulerod
Hvis en borger vælger at koble sit regnvand fra afløbssystemet, vil Kalundborg Forsyning tilbagebetale 40 procent af tilslutningsbidraget baseret på taksten for 2023, hvilket svarer til 26.500 kroner. Dette udgør en økonomisk tilskyndelse, der gælder ikke kun for forbrugerne.
- Alle der bor i Kalundborg Kommune i fælleskloakkerede områder, kan tage imod dette tilbud,” siger Heidi Braae, og fortsætter, ”Vi ønsker at eliminere oversvømmelser forårsaget af regnvand. Ikke kun kan borgerne udnytte regnvandet i deres egen have, men de kan også bidrage til at øge grundvandsdannelse og forbedre deres by og område.
Kom med på inspirationstur
Vil man gerne høre mere om mulighederne for at beholde sit regnvand på egen grund er der mulighed for at møde op til en inspirationstur rundt på området ved Tømmerup Fri- og Efterskole søndag d. 29. oktober kl. 10-12. hvor der er anlagt 10 flotte regnbede, et amfiteater og nedgravede faskiner på parkeringsarealer som opsamlingsplads for vand. Anlægget håndterer 5000 kubikmeter regnvand.
Tilmelding til inspirationsturen er ikke nødvendig, bare mød op, opfordrer Kalundborg Forsyning.