Indvielse med morgenbrød, pølsevogn og gode tilbud

Borgmester Martin Damm (V) bød onsdag morgen velkommen til Brian Christensen og den nye Brødrene AO Johansen håndværkerbutik på Hareskovvej i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag morgen klippede borgmester Martin Damm (V) det røde bånd, og dørene til Brødrene AO Johansens 51. håndværkerbutik blev slået op.

Der var trængsel ved Brødrene AO Johansens nye håndværkerbutik på Hareskovvej i Kalundborg til trods for, at kl. kun var 7. Men onsdag morgen kunne AO officielt åbne dørene til deres 51. butik, som denne gang ligger i Kalundborg.

Jeanette Roed Berthelsen, der er salgsdirektør hos Brødrene AO Johansen, bød velkommen, og derefter sagde borgmester Martin Damm et par ord, inden han klippede det røde bånd, og officielt indviede butikken. Herefter gik de mange fremmødte indenfor til morgenbrød, kaffe og gode tilbud.

”Det er et ret spændende butikskoncept, og det bliver forhåbentlig et hit. Vi har i hvert fald mange store virksomheder herude, der skal brude dele døgnet rundt. Vi er en by i vækst, og det er vigtigt med en butik, som jeres. I er med til at løfte byen,” sagde Martin Damm i sin tale ved indvielsen.

Det er Brian Christensen, der skal være butiksleder i forretningen, der har til huse i det tidligere Carmen på Hareskovvej 17. Det specielle ved AOs butik i Kalundborg er, at den kører med fuldt sortiment, som den eneste i landet, med alt inden for vvs, el, VA samt værktøj. Ydermere er der døgnåbent, og deraf mulighed for selvbetjening på alle tider af døgnet ved hjælp af app’en AO365.

Del