Indvielse af boliger til psykisk udfordrede borgere

Torsdag eftermiddag blev de nye boliger for psykisk udfordrede borgere endelig indviet.

Indvielse af boliger til psykisk udfordrede borgere Randi Brodin, der er centerchef i Det Sociale Voksenområde Center 2, overrækker en af Hyldens Kvarters beboere en buket blomster i indflyttergave. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De sidste af de 42 almene fleksible og funktionelle boliger står nu klar til indflytning på Hyldens Kvarter i Høng, og det blev fejret med en indvielse torsdag eftermiddag.

Hvad der er i dag er et fint og færdigt byggeri var engang blot en vindblæst mark. Torsdag eftermiddag blev de nye boliger for psykisk udfordrede borgere endelig indviet. De nye boliger rummer psykisk udfordrede borgere, herunder borgere med misbrug og dobbelt-diagnoser samt fysiske handicaps.

Gitte Johansen (V), formand for Socialudvalget, sagde også et par ord til indvielsen torsdag, og ønskede tillykke med Hyldens Kvarter. Hun sagde bl.a., at der bliver flere voksne med psykiske udfordringer i kommunen, og at et sted som Hyldens Kvarter derfor er vigtigt. Maja Hansen, formand for Boligselskabet Alliken, sagde også et par ord om, hvor fantastisk personalet på stedet var, og sluttede derfor også af med, at opfordre til et hurra for hele personalet.

Endelig fik ”Dronningen af Hyldens Kvarter”, Randi Brodin, der er centerchef i Det Sociale Voksenområde Center 2, også ordet. Hun sagde med stolthed i stemmen tak til både kommune, personale og beboere i Hyldens Kvarter.

”Tak til alle beboere herude. I har samarbejdet og været tålmodige. Ligesom det ikke var gået uden dedikerede medarbejdere,” sluttede hun af med at sige.

Efter de forskellige taler var der kold sodavand og ikke mindst pølser m.m. fra pølsevognen, der var sat op til lejligheden.

Hyldens Kvarter

Byggeriet består af et fælleshus og 42 boliger fordelt i fire bo-grupper med henholdsvis 10 og 11 boliger i hver sin selvstændige bygning, placeret parvist på hver side af fælleshuset, som er 400 kvadratmeter stort. 40 af boligerne er almindelige lejemål, og de sidste to fungerer som akutboliger. En bo-gruppe indeholder boliger, fællesarealer og servicearealer. Alle bygninger er opført i én etage uden kælder.

Bygningerne skal fungere optimalt for psykisk udfordrede borgere, herunder borgere med misbrug og dobbelt-diagnoser samt fysiske handicaps. Boligselskabet Alliken i Kalundborg og Domea er bygherre på projektet sammen med Kalundborg Kommune.

Projektet er en del af Kalundborg Kommunes helhedsplan for det specialiserede voksen-socialområde. Byggeriet står i en samlet pris på 75 mio. kr. Det er arkitektfirmaet Vandkunsten, der har slået stregerne til byggeriet, og firmaet Adsbøll Enterprise er hovedentreprenør.

Del