Indbrudstyv genkendt på overvågningskamera

Indbrudstyv genkendt på overvågningskamera

Af Jens Nielsen

En 49-årig mand er blevet sigtet for indbrud efter, at han blev genkendt på et overvågningskamera i forbindelse med et indbrud i weekenden.

Mandag morgen anmeldte ejeren af et hus under renovering på Holbækvej, Kalundborg, at der var forøvet indbrud på stedet i løbet af weekenden fra fredag aften til mandag morgen.

Politiet kunne ved undersøgelse af stedet konstatere, at en rude var blevet pillet ud for at skaffe sig adgang til huset, hvorfra diverse værktøj var blevet stjålet.

Ejeren havde også videoovervågning på stedet, og her kunne politiet se tydelige fotos af indbrudstyven, som politiet genkendte som en 49-årig mand fra Kalundborg, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 49-årige blev efter identifikationen opsøgt og anholdt i forbindelse med en sigtelse for indbrud i huset på Holbækvej. Ved ransagning af hans bolig fandt politiet nogle få effekter, som formodes at stamme fra indbruddet på Holbækvej.

Politiet løslod manden efter afhøring til indbrudssagen, der efterforskes yderligere, og som han dog vil høre nærmere om, når den strafferetligt skal afgøres.

Del