Indbrudsraten i private hjem er faldet voldsomt

I Kalundborg Kommune var der i 1. Kvartal i 2024 blot 5 indbrud i private hjem

Indbrudsraten i private hjem er faldet voldsomt
I Kalundborg er indbrudsraten faldet med 69 pct. fra 2016 til 2024. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der på landsplan blev anmeldt 3.438 indbrud i private hjem i årets første kvartal. Det er 5 pct. over niveauet fra sidste år, men bl.a. i Kalundborg Kommune ser det anderledes ud. Her går det nemlig i den grad i den rigtige retning.

I Kalundborg er indbrudsraten faldet med 69 pct. fra 2016 til 2024. I 1. Kvartal af 2016 var der 58 indbrud i private hjem i Kalundborg Kommune, hvorimod der i 1. Kvartal i 2024 var blot 5 indbrud i private hjem i Kalundborg Kommune.

Ser man alene på Region Sjælland, ser udviklingen også positiv ud – i hvert fald i flere kommuner. Greve, Guldborgsund, Kalundborg, Køge, Odsherred, Ringsted, Roskilde og Solrød tegner sig for store procentvise fald, mens udviklingen i Slagelse, Vordingborg og på Stevns er gået den forkerte vej. Samlet set er der i årets første kvartal sket et fald i antal anmeldte indbrud i Region Sjælland på 30 pct. sammenlignet med sidste år. Det skriver Bo trygt i en pressemeddelelse onsdag.  Men lokalt er der altså store forskelle - og her ligger Kalundborg i den gode ende – faktisk den kommune I regionen med færrest indbrud i private hjem.

Opmærksomme naboer er guld værd

Opmærksomme naboer er et af de mest effektive midler mod indbrud. Bo trygt opfordrer derfor til, at man koordinerer ferieplaner med naboerne og generelt hjælper hinanden med at holde øje med, hvem der færdes i kvarteret. Man kan eventuelt også bruge Nabohjælps app til at aftale feriehjælp med betroede naboer, så man sikrer sig, at der bliver holdt øje med huset.

“Det værste, en indbrudstyv ved, er uforudsigelighed og at blive set. Hjælp derfor hinanden i boligkvartererne med at holde øje med hinandens hjem, og hvis nogen er bortrejst, kan I flytte lidt rundt på deres havemøbler, parkere en bil i indkørslen eller på anden vis skabe liv og tilstedeværelse. Og møder I fremmede i kvarteret, så hils på dem og spørg eventuelt, om der er noget, I kan hjælpe med. Det vil skræmme langt de fleste indbrudstyve væk,” siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Med udsigten til forår og varmere temperaturer, hvor mange kaster sig over forskellige hus- og haveprojekter, opfordrer Bo trygt derudover til, at man indtænker lidt lavpraktisk indbrudsforebyggelse.

“Vi skal gøre det ekstra besværligt for indbrudstyvene at komme ind i vores hjem – og faktisk også ud. Det kan vi bl.a. gøre med ekstra beslag på vinduerne og ekstra låse på dørene – også på terrasse- og kælderdøre, så det bliver sværere for tyven at komme hurtigt ud med de stjålne genstande. Man kan vælge at få professionel hjælp til indbrudssikring, men mange byggemarkeder har også et godt udvalg af sikringsprodukter og vil være glade for at hjælpe med gode råd. Så det behøver hverken at være besværligt eller dyrt at sikre sit hus bedre mod indbrud,” siger Britt Wendelboe.

Hent evt. Nabohjælps app, og brug den til at aftale feriehjælp og dele advarsler.

Del