Indbrud i lampeforretning igen – igen
Det er lang fra første gang, at der er indbrud hos Lysmesteren i Gørlev, tre gange sidste år blev der begået rambuktyveri mod forretningen.

Af Jens Nielsen
Endnu engang har der været ubudne gæster i lampeforretningen Lysmesteren i Gørlev. Tre mand er fanget på overvågningskamera.
Fredag morgen kl. 04.48 fik politiet flere anmeldelser om, at nogen var i færd med at bryde i lampeforretningen Lysmesteren på Kirkevangen i Gørlev.
Politiet kørte hurtigt til stedet, men traf ikke nogen indbrudstyv ved ankomst til forretningen, der imidlertid var fyldt med røg fra en aktiveret røgkanon. En rude i et vindue ved siden af hovedindgangen var blevet knust, og under tyvens færden i forretningen var nogle kasser blevet væltet rundt.
Ejeren af forretningen ankom til stedet og kunne konstatere, at tyvene havde stjålet tre lamper til en værdi af ca. 15.000 kr.
”Der er fine billeder fra vores overvågningskamera, som er overdraget til politiet. På overvågningen ses tydeligt, at tre mand smadrer ruden og kravler ind i forretningen hvor de så har stjålet tre lampe til en værdi af ca. 15.000 kroner, men de har ødelagt for langt mere,” fortæller Steen Jensen, som er indehaver af Lysmesteren i Gørlev sammen med Jesper Abkjær Petersen.
Politiet har undersøgt stedet for eventuelle spor efter tyvene, som der p.t. ikke foreligger noget signalement af. Flugten fra stedet efter indbruddet har politiet endnu heller ikke fået klarlagt, hvorfor politiet gerne hører fra personer, der kan bidrage med oplysninger hertil.
Det er lang fra første gang, at der er indbrud hos Lysmesteren i Gørlev, tre gange sidste år blev der begået rambuktyveri mod forretningen.
Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger om flygtende personer eller køretøjer i området omkring gerningstidspunktet.