Ildsjæle er vigtige for et lokalsamfund
Når en ildsjæl takker af, så kommer der nye til.
Af Jens Nielsen
Når en ildsjæl takker af, så kommer der nye til. Sådan er det også i Fuglede IF, hvor Jakob Beck Jensen har sagt farvel til bestyrelsen efter 25 år og hvor Peter Volstedlund nu har taget over og fortsætter foreningens mange aktiviteter til glæde for medlemmer og lokalsamfund.
I 25 år har Jakob Beck Jensen siddet i bestyrelsen for Fuglede IF, heraf de 20 år som formand, men i foråret trak han sig helt ud af bestyrelsen og overlod formandsposten til Peter Volstedlund som har siddet i bestyrelsen i syv år, bl.a. som næstformand.
”Det er svært at tage sådan en beslutning efter så mange år, det har været en stor del af mit liv og har bl.a. givet mange venskaber, men jeg har set at den var rigtig, nu er der jo kommet nogle super unge kræfter til som kører tingene på en anden måde og det giver en god energi,” fortæller Jakob Beck Jensen, og fortsætter, ”Man tor måske man er uundværlig men det er man ikke, så kommer der bare nogle nye som tager fra, det er glædeligt at følge fra sidelinjen.”
Fuglede IF har knapt 200 medlemmer og har mest fokus på håndbold, men en helt ny padelbane har også været med til at give nye medlemmer i foreningen og senest er der skabt et samarbejde med Hvidebæk IF med holdet Gutterne, og så har Fuglede IF i mange år stået for en række af store halfester i Hvidebækhallen og det fortsætter også med den nye formand for bordenden, bl.a. i aften (lørdag) hvor Hvidebækhallens 50-års fødselsdag fejres med en stor julefrokost hvor alle 750 billetter er solgt på forhånd.
FIF-Revyen i Fuglede Forsamlingshus hører også til blandt foreningens aktiviteter.
Overskuddet fra de store halfester bliver brugt til at skabe andre aktiviteter i lokalområdet, bl.a. har Fuglede IF købt sin egen padelbane, i øvrigt den eneste forening som pt har en padelbane i Kalundborg Kommune.
”Det er en sund forening at overtage, vi har lave kontingenter, cirka halv pris af andre foreninger og vi har en sund økonomi til at skabe nogle aktiviteter for. Pengene skal ud og arbejde og skabe aktiviteter i lokalområdet til glæde for medlemmerne, vi er gode til at tjene penge, men vi er også gode til at bruge penge,” fortæller Peter Volstedlund, ny formand for Fuglede IF.
Der er mange nye kræfter i bestyrelsen, faktisk kom der fem nye bestyrelsesmedlemmer til ved generalforsamlingen i foråret.
En eller to foreninger?
I Ubby/Jerslev området findes to idrætsforeninger, Fuglede IF og Hvidebæk IF og med en ny bestyrelse kommer spørgsmålet, skal de to foreninger lægges sammen, der er i forvejen et godt samarbejde klubberne imellem.
”Vi har et godt samarbejde i gang med Hvidebæk IF og en sammenlægning har da også været oppe og vende, men kulturforskellen er for stor så vi samarbejder der hvor det giver god mening, vi kører vores foreninger på to forskellige måder, så en sammenlægning kommer vi ikke i mål med lige nu,” fortæller Peter Volstedlund, som glæder sig over, at den frivillige opbakning fra begge foreninger til lørdagens julefrokost er meget stor.