Ildsjæl tildelt ”Du gør en forskel-prisen”

kontakt@tv-kalundborg.dk

Bjarne Christiansen fra TGU er tildelt ”Du gør en forskel-prisen”. Han har en evne til, at se ud over egne behov. Han har udviklet vores lille klub, og holder sammen på unge piger og drenge, som elsker at spille fodbold. Han er en kæmpe ”gave” for TGU. Sådan står der i indstillingen til ”Du gør en forskel-prisen”, som Bjarne Christiansen fra Tømmerup Gymnastik- og Ungdomsforening har vundet. Prisen gives af idrætsorganisationen DGI Midt- og Vestsjælland.

Ildsjælen Bjarne Christiansen Tømmerup Gymnastik- og Ungdomsforening er blevet tildelt ”Du gør en forskel-prisen”, som DGI Midt- og Vestsjælland uddeler til en frivillig i en af organisationens 800 medlemsforeninger. Fredag eftermiddag blev han overrasket af klubben og DGI på boldbanerne ved Tømmerup Hallen.

Han melder sig altid som den første

Bjarne Christiansen begyndte i foreningen, da han var 6 år gammel. Nu er han 58 år. Han har være udøver, træner og afdelingsformand. Først i gymnastikken siden i håndbold og fodbold. Han kridter banerne op, arrangerer turneringer, bestiller medaljer, sidder ved dommerbord, og kører med holdene til fodboldkampe. Og så melder han sig altid, som den første, når andre afdelinger i TGU har brug for hjælp, eller der skal bruges personale til Tømmeruphallen ved fester, banko eller musikkoncerter.

”Vores afdelingsformand i Fodbold, Bjarne Christiansen, er en meget – meget stille mand. Han råber ikke op for, at gøre opmærksom på sig selv, men formår på sin egen helt rolige måde, at give børnene nogle kæmpe oplevelser med deres idræt. Dette ved at udvise særlig sympati og medmenneskelighed. Han bidrager med en enorm mængde frivillige arbejde, og bruger mange timer i klubben for, at skabe sammenhold for hele TGU og ikke kun fodboldafdelingen,” står der i indstillingen.

Hverdagens helte

Ovenpå COVID-19 fortjener mange frivillige i idrætsforeningerne et ekstra skulderklap, for det har ikke været nemt at holde gang i fællesskab med skiftende retningslinjer, afstandskrav og alt det andet, som restriktionerne har ført med sig. Idrætsorganisationen uddeler derfor ”Du gør en forskel-prisen” i forbindelse med årsmødet den 25. august.

”Vi vil gerne være med til at anerkende de fantastiske frivillige, der hver eneste dag gør en kæmpe forskel i idrætsforeningerne. Uden dem var der slet ikke noget foreningsliv for børn, unge, voksne og ældre. Vi tænker måske ikke altid over det i hverdagen, så ville gerne skabe en anledning til et ekstra stort tak i forbindelse med vores årsmøde,” siger Sussi Amanda Munch, der er bestyrelsesmedlem i DGI Midt- og Vestsjælland.

Del