Igen motionsløb for hele familien i Lerchenborgs barokhave
”Kalundborg IF håber med dette fælles arrangement at kunne skabe en dag, der kan inspirere flere til bevægelse, øge kendskabet til lokalområdet og bare give deltageren en god oplevelse"

Kalundborg IF holder fast i traditionen. Med 170 deltagere sidste år vil de gerne gentage succesen. Gerne for endnu flere deltagere, der enten vil gå eller løbe i flotte omgivelser og godt fællesskab.
Kalundborg IF afholder i samarbejde Kalundborg Symbiose og Lerchenborg Gods motionsløb søndag den 24. september. Aktiviteten er et løb med tilbud til alle fra begyndere til mere trænede. Kalundborg IF håber med dette fælles arrangement at kunne skabe en dag, der kan inspirere flere til bevægelse, øge kendskabet til lokalområdet og bare give deltageren en god oplevelse sammen i nogle fantastiske kulturelle, naturmæssige og spændende landskabelige rammer.
Det er afviklingen af Symbioseløbet på Lerchenborg 2023, hvor der er mulighed for at gå, løbe eller bare komme som gæst, heppe på deltagerne og nyde den gratis kaffe.
Tilskuere er meget velkomne og samarbejdet med Lerchenborg Gods v. Christian Lerche-Lerchenborg gør, at der denne dag er åbent til den klassiske barokhave på Lerchenborgs Gods, så Kalundborg IF håber det frister mange gående, løbere og tilskuere, som vil gøre det til en tur for hele familien.
Lerchenborg Gods ligger på Asnæshalvøen syd for Kalundborg og med dette løb er det lagt ruter, som giver en så stor oplevelse af området som muligt. Løbet har også til formål at blande motionsgrupper således, at der er noget at samles om for hele familien eller vennegruppen uagtet, at man er på forskelligt træningsniveau eller bare god til at heppe.
Løbet vil foregå i den klassiske barokpark omkring Lerchenborg Slot, således, at 2,5 og 5 km. afvikles i parken og ruterne 10,6 og halvmaraton både oplever Asnæshalvøen og parken. På 10,6 og halvmaraton får man den oplevelse det er både at løbe langs Kalundborg Fjord, krydse over Asnæshalvøen gennem skov og så få den fantastiske udsigt over Storebælt, på sydsiden af Asnæs.
Der vil være depot med væske og frugt i parken og i Asnæs Forskov.
Der er nummerudlevering, mulighed for opbevaring af bagage og toilet ved startområdet på Lerchenborg Gods. Det hele starter med udlevering af numre fra kl. 9:30 og fælles opvarmning kl. 10:50.
Der vil være mange lodtrækningspræmier blandt alle de forhåndstilmeldte. Præmierne kommer fra en række gode sponsorer. Kalundborg IF er meget positivt overrasket over en store velvillighed, som klubben er blevet mødt med hos de erhvervsdrivende i byen, i jagten på lodtrækningspræmier. Der er blevet givet flotte gaver og gavekort, så listen over lodtrækningspræmier er blevet rigtig lang.
*I Kalundborg Symbiose samarbejder byens største industrivirksomheder på tværs af sektorer og deler overskuddet af energi, vand og materialer med hinanden, så det ikke går til spilde. Det første projekt er startet tilbage i 1961.
*Lerchenborg Gods er en herregård der er beliggende lige syd for Kalundborg by. Lerchenborg er stamhuset for den danske lensgrevelige slægt Lerche-Lerchenborg og blev opført i 1743-53 af general Christian Lerche. Parken omkring Lerchenborg er en barokhave.