Idéer bliver til virkelighed

Et makerspace er et sted, hvor alle kan bidrage med noget kreativt – der hvor idéer bliver til virkelighed - og sådan et sted findes altså på Kalundborg Biblioteker.

 

Idéer bliver til virkelighed Kalundborg Bibliotekers makerspace er et sted, hvor alle, både børn og voksne, kan bidrage med noget kreativt.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Biblioteker inviterer til krea-workshops og introkurser i Kalundborg bibliotekers makerspace i efteråret.

Et makerspace er et kreativt værksted, hvor man kan lære at designe og udforme projekter ved hjælp af digitale værktøjer og moderne maskiner som fx 3D-printer, vinylcutter, storformatsprinter osv. Det er et sted, hvor alle, både børn og voksne, kan bidrage med noget kreativt – der hvor idéer bliver til virkelighed - og sådan et sted findes altså på Kalundborg Biblioteker.

På Kalundborg Biblioteker vil man gerne styrke børn og voksnes kreative og digitale kompetencer ved, at introducere til nye teknologier og vise, hvordan man bruger dem. Man har derfor et rum, som kaldes LAB (en forkortelse for laboratorium). LAB er indrettet som et kreativt og teknologisk værksted, hvor man blandt andet kan lege med computerprogrammering, lave 3D-print, designe klistermærker eller lave print på T-shirts. Biblioteket er vejviser på mange områder, og forsøger altid at hjælpe lånere og besøgende på rette vej, hvad enten det gælder litteraturanbefalinger, hjælp til børnenes læselyst eller at være, og trygt begå sig, som digital borger på nettet. På samme måde vil biblioteket gerne styrke borgernes kreative og digitale kompetencer ved, at introducere til nye teknologier og lære borgerne at bruge dem. Derfor er LAB et “begynder-makerspace”, hvor alle kan være med.

”Vi arbejder også med idéudvikling af produkter, som vi både laver på ”gammeldags” krea-manér og med de nye teknologiske maskiner, vi har til rådighed. Vi leger altså både med alt fra tape og toiletruller, til 3D-print, vinylskæring og CNC-fræsning,” fortæller bibliotekar og kulturformidler Maria McAllister, som er ansvarlig for makerspace og efterårets kurser i bl.a. 3D print og t-shirt-tryk.

Fingrene i bolledejen

Her får borgerne selv lov til at have fingrene i bolledejen, og prøve færdighederne af. Kalundborg Biblioteker opfordrer alle med interesse i Makerspace til, at komme med idéer og input til fremtidige arrangementer. 

”En del af Makerspace-tanken er også, at borgerne har en masse viden at bidrage med – både til hinanden og til os - når vi mødes til arrangementerne. Derfor har vi altid tid til, at snakke maker-snakke og hygge os sammen, når vi afholder et arrangement. Om det er et intro-kursus eller en workshop vægtes hyggeligt samvær, idéudvikling og læring lige højt,” siger Maria McAllister.

Det er både for børn og voksne

I løbet af efteråret vil der være forskellige makerspace-tilbud til børn og voksne. Der afholdes af et mini-3D kursus af to mandage formiddage. Det første afholdes i september, og hedder ”3D-print for voksne – Hyggelig formiddag i kreativitetens og teknologiens tegn” den 19. og 16. fra kl. 11 - 13, hvor de deltagende kan prøve kræfter med 3D-printeren og kreativitet i forbindelse med den. Det kræver tilmelding på www.Kalundborgbib.dk, og man tilmelder sig til begge dage.

Derudover kan man lørdag den 24. september lave t-shirttryk på Kalundborg Biblioteker for både voksne og børn. Mandag den 31. oktober samt den 7. november fra kl. 10.30 - 12.30 kan man deltage i workshoppen ”Siluetklip for voksne” hvor der leges med udklip og papir på forskellige måder, både med ud fra egne ideer og ud fra skabeloner.

Det er imidlertid ikke kun for voksne, at der er makerspace: For børn mellem 7-12 år er der en makerklub, der kører i løbet af efteråret. Man kan læse mere og tilmelde sig de forskellige workshops på www.Kalundborgbib.dk og holde øje for flere makerspace-og krea-arrangementer.

Har man forslag til introkurser eller workshops, som man tænker vil passe ind i bibliotekets makerspace, er man velkommen til at kontakte Maria McAllister på mmca@kalundborg.dk

Del