I kø efter overskudsmad juleaftensdag
Overskudsmad var der rigeligt af, både frugt og grønt, ænder, medisterpølse, pålæg, mejeriprodukter og brød og kager i overflod.
Af Jens Nielsen
Overskudsmad fra en række af byens supermarkeder blev juleaftensdag delt ud fra Madbanken Kalundborg i Bredgade og interessen var stor.
Masser af frivillige ildsjæle brugte det meste af deres lillejuleaften til at får styr på alt den overskudsmad som var samlet ind efter byens supermarkeder, var lukket.
Tirsdag formiddag, juleaftensdag, blev dørene så slået op til Madbanken i Bredgade så den megen mad kunne blive delt ud og på den måde undgå at gå til spilde.
Mange var mødt op, både de helt unge og de lidt ældre, og stod i en lang kø og ventede på at få et nummer. De mange blev nemlig lukket ind i små hold med laveste nummer først.
I det gode vejr blev der serveret gløgg og småkager til dem som ventede på at døren skulle gå op.
Og overskudsmad var der rigeligt af, både frugt og grønt, ænder, medisterpølse, pålæg, mejeriprodukter og brød og kager i overflod.
Det er i øvrigt første jul, hvor Madbanken uddeler overskudsmad. Før hed det Madoasen og var en del af Stop Spild Lokalt, men efter en række uoverensstemmelser tidligere på året er Madbanken nu deres egen og det har været en god beslutning.
”Der er helt ro på nu, vi får en flot støtte fra Kalundborg Kommune og lige nu er vi 30 frivillige og kunne sagtens bruge 20 mere,” fortæller Philip Deleuran, formand for Madbanken Kalundborg.