I finalen som Årets Klimaiværksætter

De to grundlæggere af Mewalii, Simone Westergaard fra Kalundborg og Frederikke Dahl er med i finalen som Årets Klimaiværksætter.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Simone Westergaard, der er studerende på Idræt og sundhed ved SDU samt Frederikke Dahl, der er nyuddannet diplomingeniør i Integreret Design fra SDU er med i finalen som Årets Klimaiværksætter, der bliver fundet til Klimafolkemødet den 3. september, hvor seks virksomheder er valgt ud.

De to kvinders virksomhed Mewalii er valgt ud til finalen, som årets klimaiværksætter, på baggrund af, at man her har designet et miljøvenligt trusseindlæg, der inden længe skal i produktion. Pigerne repræsenterer Erhvervshuset Fyn, og de er således oppe imod fem andre erhvervshuse fra hele landet. 

”Vi glæder os rigtig meget, det er vildt spændende. Vi skal pitche til klimafolkemødet den 3. september i ti minutter for bl.a. Tommy Ahlers og Signe Wenneberg. Derefter er der spørgsmål, og så må vi bare håbe, at vi klarer os godt,” siger Simone Westergaard.

De to kvinder modtager, hvis de vinder prisen som Årets Klimaiværksætter, 250.000 kr. til deres virksomhed.

Ting tager tid

Mewalii har længe været i gang med at finde producenter i Europa, men det er ikke så let, som at finde dem i fx Asien. Det er dog ikke en mulighed, da det skal være så bæredygtigt, som muligt.

”Vi havde egentlig en, som vi regnede med skulle producere for os, men de kunne pludselig ikke før senere, og det kan vi ikke rigtig vente på. Nu har vi fundet en i Grækenland, og vi har været i gang med at forhandle frem og tilbage de sidste par måneder, og er nu blevet enige. Vi regner med at have kontrakten skrevet under om en lille uge,” fortæller Simone Westergaard, og fortsætter: ”Vi vil gerne have producenten i Europa af hensyn til bæredygtighed, så vi minimerer transporten.”

  • De andre finalister til Årets Klimaiværksætter er: 
  • Paint’R
  • Pure Algae Denmark
  • EntoMass
  • Undine -sustainable Sailing
  • PERO Solutions

Missionen er bæredygtighed

Mewaliis mission er at udvikle de mest bæredygtige engangsbind, som er bionedbrydelige. Samtidig vil de to kvinder gøre det nemt at handle bæredygtigt, og derfor vil bindene blive solgt på abonnement gennem et pick’n mix koncept. Almindelige hygiejnebind består i dag hovedsageligt af bomuld og plastik, hvilket er to meget miljøbelastende materialer. Alene for at producere 1 kg bomuld bruges over 5.000 liter vand, store mængder pesticider og insektmidler, klor til blegning samt en lang transport, da bomuld kun kan gro i tropiske og subtropiske områder. Det vil Simone Westergaard og Frederikke Dahl ændre på. Derfor laver de et engangsbind uden bomuld og plastik. De bruger en anden plantefiber, som lever af regnvand, ikke har brug for skadelige kemikalier, dyrkes i Europa og har en bedre absorberingsevne en bomuld.

”Bindet kommer altså til at ligne et helt almindeligt bind, som du kender det i dag, bare lavet af bæredygtige materialer. De bliver både bløde og fri for parfume. Prisen bliver også inden for de priser, som er på markedet i dag,” fortæller Simone Westergaard.

Mewalii

Mewali betyder selv tak på balinesisk. Pigerne har tilføjet et ekstra “i” fra det engelske “I”, og tilsammen betyder det, at man kan takke sig selv for at hjælpe til et grønnere miljø, når man bruger Mewaliis produkter. 

Del