Hyggelige julemarkedsdage på Strids Mølle

Vær på forkant og køb julegaverne, adventsgaver, raflegaver eller værtindegaver hos de mange juleboder, som vil være at finde hele weekenden.

Hyggelige julemarkedsdage på Strids Mølle
I den kommende weekend d. 18/11-19/11 inviterer Strids Mølle til julemarkedsdage fra kl 10-16 begge dage. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I den kommende weekend d. 18/11-19/11 inviterer Strids Mølle til julemarkedsdage fra kl 10-16 begge dage.

Dette betyder julehygge, med masser af god julestemning, julemad, gløgg, julebagværk fra bageriet og meget mere.

Vær på forkant og køb julegaverne, adventsgaver, raflegaver eller værtindegaver hos de mange juleboder, som vil være at finde hele weekenden.

”Vi har afholdt julemarked flere gange men i år gør vi endnu mere ud af det. Vores selskabslokale i den tilstødende længe er blevet færdigt her i sommer og her vil en række udstillere rykke ind med deres julegaveideer af god kvalitet så det afspejler resten af Strids Mølle, det er fx keramik, flotte julekranse, der bliver solgt vin og der kommer en som laver nogle rigtigt gode lædervarer i kernelæder,” fortæller Oliver Geppel, der er kok på Strids Mølle, og han fortsætter, ”Der vil også være salg af hjemmelavet gløgg og æbleskiver og vi sælger også vores eget surdejskit. På selve møllen vil der være forskelligt julebagværk, rigtige æbleskiver med æbler i, der bliver mulighed for at købe en rigtig julehotdog med pølser fra Bjergsted Slagteren og vi laver også en sandwich med gris fra den lokale slagter.”

Det store juletræ på gårdspladsen tændes først på eftermiddagen lørdag og der vil også være mulighed for at købe et juletræ.

Der er gratis adgang for alle der har lyst til at besøge Strids Mølle disse juledage. 

Strids Mølle findes mellem Svebølle og Jyderup på adressen, Åvej 2, 4470 Svebølle.

Del