Hvor kan vi så være.

Læserbrev: Hvor kan vi så være?

For knap en måned siden blev der afholdt informationsmøde angående et tilbud fra AP-pension fonden, der ønsker at udvikle vores bymidte i Kalundborg med nyt byggeri.
Projektet vil indebære nye studieboliger og almene boliger, som er tænkt som et initiativ, der vil give mere liv i midtbyen.

Overordnet set lyder det også rigtig fint med byudvikling.
Det tænker jeg, at vi er mange, der synes godt om.

Men hvor er det egentlig, at dette byggeri skal opføres henne?

Vi taler om store dele af Klosterparken, som er et skønt stykke natur centralt i Kalundborg (den grønne kile).
Udover et flot område har det også et helt andet potentielle og brug, som særligt en gruppe af vores borgere har stor glæde af.

Ungdommen.

Det kan vi se, når 9. klasserne i Kalundborg holder skoleafslutning i parken, når børnefestivalen, Den 8. himmel, og når multivalg bliver afholdt der.
Ikke at forglemme studenterafslutningen, som parken også bliver brugt til.

Som det kan ses, bliver parken brugt som et stort aktiv for vores ungdom, som ville være synd at tage dem.
Nu hvor jeg også selv er ret ung, må jeg indrømme, at jeg ville blive ked af, at parken ikke længere kunne bruges af os.

Hvad mener jeg med det?

Kalundborg by har, for mig at se, kun tre ungeområder; Møllebakken, Havneparken og Klosterparken.

I forvejen er Havneparken blevet kørt ind som, ”Kalundborgs børneområde”, som også er vigtigt, men hvis ungdommen kun kan mødes på Møllebakken, begynder at blive lidt klemt.

Men hvorfor, tror jeg, at nye boliger vil fjerne parken for os?

Det vil de gøre, da parken pludselig ikke længere er allemandseje, da boligerne vil komme tættere på gymnasierne, hvor de unge søger til for at have et fristed.
Når det sker, vil de unges larm nok blive set som et problem af borgerne, der skulle bo i området, og stedet ville derfor ikke længere være til rådighed for os.

Dette er en opfordring til Teknik- og Miljøudvalget om at inddrage de unge, når de mødes på tirsdag den 18/5.

Steffen Bagger

Kommunalbestyrelseskandidat for Socialdemokratiet i Kalundborg

Del