Hver tredje i Kalundborg frygter tandlægen: Sådan kan du overvinde skrækken

Frygten skyldes ofte tidligere dårlige oplevelser – og mange undgår tandlægebesøg i årevis, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for både tænder og helbred.

Hver tredje i Kalundborg frygter tandlægen: Sådan kan du overvinde skrækken
Omkring hver tredje borger i Kalundborg lider af tandlægeskræk i større eller mindre grad. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Omkring hver tredje borger i Kalundborg lider af tandlægeskræk i større eller mindre grad, viser en ny opgørelse fra Godt Smil Tandlægerne i Kalundborg. Ifølge klinikken skyldes frygten ofte tidligere dårlige oplevelser – og mange undgår tandlægebesøg i årevis, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for både tænder og helbred.

”Vi møder mange patienter, som har opbygget en stor frygt gennem tiden. Nogle har haft dårlige oplevelser som børn, og andre har blot udskudt tandlægebesøget så længe, at frygten vokser,” fortæller tandlæge og klinikejer Sevgi Gudek.

Manglende tandpleje kan føre til parodontose, infektioner og forringet tyggeevne, og i værste fald kan bakterier sprede sig og påvirke hjerte-kar-sundheden. Samtidig kan dårlige tænder også ramme selvværdet. Men der er hjælp at hente. Ifølge Godt Smil kan åben dialog med tandlægen være første skridt mod en bedre oplevelse. Man kan fx:

  • Fortælle tandlægen om sin frygt.
  • Få gennemgået behandlingen på forhånd og selv styre tempoet.
  • Aftale pauser undervejs.
  • Booke tider tidligt på dagen, så nervøsiteten ikke når at vokse.

Ved sværere tilfælde kan bedøvelse eller behandling hos psykolog være løsningen.

Ifølge Tandlægeforeningen lider omkring 10 procent af danskerne af egentlig odontofobi – mens cirka 30 procent oplever mildere angst eller nervøsitet ved tandbehandling. Frygten er dobbelt så udbredt blandt kvinder som mænd.

Del