Hvem skal være borgmester de næste fire år?

Onsdag morgen når vælgerne vågner op vil de måske være klogere på hvem der er borgmester for Kalundborg Kommune de næste fire år.

Hvem skal være borgmester de næste fire år? Med titlen ’Tid til forandring’ havde Socialdemokratiet i Kalundborg og Dansk Folkeparti i Kalundborg inviteret til vælgermøde fredag eftermiddag i Foa’s lokaler. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

De to borgmesterkandidater Tina Beck-Nilsson (A) og Peter Jacobsen (DF) går målrettet efter nøglerne til borgmesterkontoret. Fredag krydsede de klinger og holdninger til Kalundborg Kommunens fremtid.

Med titlen ’Tid til forandring’ havde Socialdemokratiet i Kalundborg og Dansk Folkeparti i Kalundborg inviteret til vælgermøde fredag eftermiddag i Foa’s lokaler.

Som på andre vælgermøder, fyldte folkeskolen meget af debatten, især efter TV2 udsendelsen torsdag aften fra Høng Skole.

”Vi skal sætte i gang fra dag et, ja faktisk allerede i morgen, vi skal have både lærerne og forældrene med, vi er ikke lykkedes med den opgave som kommunalbestyrelsen har sat sig for,” sagde Tina Beck-Nilsson

”Der er nogle ting som absolut ikke fungerer, og det bliver vi nødt til at se på nu, og der skal også gøres noget ved selve rammerne, så det er svært at være uenig,” fortsatte Peter Jacobsen.

Og netop enigheden mellem de to borgmesterkandidater kom til at fylde en del på debatmødet.

Igen og igen blev der sagt, ”det er jeg enig i”

En deltager i mødet spurgte, ”hvordan vil vi kunne mærke forskel på om det er dig eller dig der sad som borgmester, for i er enige om alt.”

Det fik da også en anden tilhører til at foreslå, at de to vælgerforeninger blev slået sammen til stor morskab for forsamlingen..

De to borgmesterkandidater nåede kun rundt om velfærdsspørgsmål i den time som debatten varede, og her var der som skrevet, enighed om stort set det meste, der hvor der ikke er enighed er hvem som skal sidde i borgmesterstolen efter 1. januar.

Efter mødet spurgte vi ind til hvordan de to kandidater vil samle et flertal for at få borgmesterposten fra Martin Damm (V).

”Der er selvfølgelig et stykke op til et flertal, så det kræver at vi får et godt valg for det første, men det kan vendes på mange måder og vi kan stå i en situation hvor Martin Damm skal vælge mellem mig eller Tina og så tror jeg godt jeg ved hvem han peger på,” siger Peter Jacobsen.

”Det er jo ikke sikkert det kun er Martin, Peter og mig som er i spil som borgmester, men alt afhænger jo af hvad for nogle valg vi får, så vælgerne har rigtig stor indflydelse denne gang,” siger Tina Beck-Nilsson.

Og på spørgsmålet, ”kan du afvise at du vil pege på Peter Jacobsen som borgmester,” siger Tina Beck-Nilsson

”Det ved jeg ikke, det kan jeg ikke sige noget om, det kommer simpelthen an på hvordan det falder ud på valgnatten. Lige nu peger vi kun på en og det er mig.”

Peter Jacobsen har tidligere udtalt, at kan han ikke blive borgmester vil han pege på Martin Damm og det fastholder han fredag eftermiddag.

Onsdag morgen når vælgerne vågner op vil de måske være klogere på hvem der er borgmester for Kalundborg Kommune de næste fire år.

Del