Hvem skal betale for kuldsejlet projekt?
Det kan ende med, at regningen for det droppede projekt ender hos de borgere, der allerede har fjernvarme fra Kalundborg Forsyning.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
På torsdag er der møde i Teknik- og Miljøudvalget, hvor de bl.a. skal behandle anmodningen om at opgive fjernvarmeprojektet i Gørlev og Kirke Helsinge. Det kan imidlertid ende med, at regningen for det droppede projekt ender hos de borgere, der allerede har fjernvarme fra Kalundborg Forsyning.
Kalundborg Forsyning har besluttet at indstille projektet vedrørende udfasning af gas og etablering af fjernvarme i Gørlev og Kirke Helsinge. Kommunalbestyrelsen godkendte projektet den 29. maj 2024, men forsyningsselskabet ønsker nu at lukke projektet på grund af manglende tilslutning og økonomiske udfordringer. Men regningen for projektet, der aldrig blev til noget, ender muligvis hos alle de borgere, der allerede får fjernvarme fra Kalundborg Forsyning.
En regning på godt 3 mio. kr.
Jes Tobiassen, administrerende direktør hos Kalundborg Forsyning, fortæller, at Kalundborg Kommune bad forsyningen om at afsøge muligheden for central varmeløsning i byerne Gørlev, Kirke Helsinge, Sæby og Reerslev.
“Kalundborg Forsyning blev af Kalundborg Kommune bedt om at afsøge muligheden for central varmeløsning i byerne Gørlev, Kirke Helsinge, Sæby og Reerslev. Det stod hurtigt klart, at Sæby og Reerslev ikke havde volumen til at gøre det rentabelt, men cases fra andre kommuner viste, at der var muligheder i hhv. Gørlev og Kirke Helsinge,” fortæller han, og fortsætter: “Der er blevet brugt penge på borgeroplysning og på at have et projekt klar til Gørlev og Kirke Helsinge, hvor borgerne med et prisestimat havde mulighed for at tilslutte sig, men projektet fik ikke tilstrækkelig tilslutning.”
Det totale beløb for projektet, der ikke bliver til noget, er lige knap 3.1 millioner kroner, oplyser forsyningen.
“Kalundborg Forsyning står nu tilbage med en regning på godt tre millioner kroner. Det er ikke endeligt afklaret, hvorvidt pengene skal komme fra Kalundborg Kommune, eller om det er forsyningens kunder, der skal betale,” siger Jes Tobiassen.
Kunne ikke være gjort anderledes
Formand for Miljø- og Teknikudvalget, Jakob Beck Jensen (V) er ikke i tvivl om, at de ikke kunne have handlet anderledes, da han påpeger, at projektet ville være blevet endnu dyrere, hvis man var gået i gang uden at undersøge interessen for fjernvarme først.
”Vi har været nødt til at undersøge det, ellers kunne regningen jo være blevet meget større. Så det er en klog beslutning, at man undersøger, om de vil have fjernvarme i det pågældende område, inden man graver vejene op og lægger rørene. Det er jo også en opgave, som alle kommuner har fået fra staten, men det er alt for dyrt at etablere fjernvarme, viser det sig, desværre. Så vi har altså været nødt til at spørge borgerne uanset, ellers laver vi et projekt, der ikke er rentabelt,” siger han.
Manglende tilslutning og stigende omkostninger
Beslutningen er truffet på baggrund af, at kun 60 % af de potentielle kunder i området har tilkendegivet interesse for fjernvarme, hvilket er under det nødvendige niveau på 70 %. Boligernes spredte placering har en negativ indflydelse på anlægsomkostningerne. Derudover er etableringsomkostningerne steget markant siden projektets start, hvilket forringer forbrugerøkonomien. Ligeledes har manglende national støtte til udfasning af gas til boligopvarmning skabt usikkerhed blandt gas-kunderne, hvilket hæmmer tilslutningen. Vedtagelsen af varmeprisloftet har skabt yderligere usikkerhed omkring økonomien ved etablering og drift af fjernvarme i området.
Kalundborg Forsyning har allerede besluttet at lukke projektet, hvilket bestyrelsen for Kalundborg Forsyning har godkendt på bestyrelsesmødet den 19. december 2024. Nu afventer altså Teknik- og Miljøudvalgets beslutning på det kommende møde på torsdag.